Politiet har modtaget anmeldelse om stenkast fra motorvejsbro: »Vi tager sagen meget alvorligt«
Det mulige stenkast betød, at Øresundsmotorvjen blev afspærret i flere timer onsdag aften.
I flere år har Peter Lykke været opmærksom, når han er kørt under motorvejsbroer i Danmark.
Siden et stenkast fra en motovejsbro ved Odense endte fatalt i 2016 har han frygtet, at det ville ske for ham.
Derfor reagerede han hurtigt, da han onsdag aften så noget mistænkeligt på Tårnbyoverdækningen, der går over Øresundsmotorvejen tæt på Københavns Lufthavn.
»Jeg synes, at der er noget, som det ikke plejer at være. Jeg kan se, at der noget bevægelse. Instinktivt prøver jeg at skifte vognbane, og så lyder der et stort brag. Jeg troede først, at jeg var blevet påkørt bagfra, men så kunne jeg se, at der var et stort hul i soltaget, og at jeg havde glasskår overalt,« siger han til TV 2 Lorry.
Siden har han forklaret politiet, at han så en eller to personer på broen, hvoraf en af dem tilsyneladende lavede en kastebevægelse.
Københavns Politi bekræfter over for mediet, at man har modtaget en anmeldelse om et stenkast fra en motorvejsbro onsdag aften klokken 18.51.
Vicepolitiinspektør Riad Tolba slår fast, at »vi tager den her anmeldelse meget alvorligt«.
Politiet er fortsat i gang med efterforskningen, men har endnu ikke fundet et konkret bevis for, at der skulle være tale om stenkast.