Fortsæt til indhold
Indland

Slut med billige togbilletter: Søndag udfases rabatordning for unge

Muligheden for at spare 50 pct. på udvalgte rejsedage erstattes af andre ungdomsrabatter. DSB regner med, at det skal få flere unge til at tage toget.

Passagerer, der hidtil har rejst gennem landet på billige togbilletter med DSB Ung Kort, har nu nået endestationen.

Fra den 18. marts kan man ikke længere købe og bruge DSB Ung Kort i hele landet eller til rejser over Øresund.

Det oplyser DSB på sin hjemmeside.

Med DSB Ung Kort i hånden har det hidtil været muligt at rejse med en prisbesparelse på 50 pct. på udvalgte dage, hvilket har været alle ugens dage på nær fredag og søndag. Men det skal altså snart være slut.

Allerede fra i morgen udgår rabatordningen og erstattes i stedet af almindelige ungdomsbilletter, der gælder hele året rundt. Her vil besparelsen som udgangspunkt være på 25 pct. i forhold til standard billetpris.

»Det er rigtigt, at procentsatsen for nogle unge falder, men til gengæld kommer ungdomsrabatterne ud til mange flere. Nogle steder tager vi lidt, og andre steder giver vi noget mere. Samlet set synes jeg, at det er en god ordning,« siger underdirektør ved DSB Produkt, Aske Wieth-Knudsen.

Han forklarer, at der desuden er mulighed for at spare yderligere 20 pct., hvis man rejser uden for myldretiden med Rejsekort. Og det giver altså en samlet besparelse på minimum 40 procent, lyder det.

Udfasningen af DSB Ung Kort sker i forbindelse med Takst Vest-reformen, der betyder, at de rejsende i fremtiden skal forholde sig til færre zonesystemer og rabattyper - og at priserne bliver mere forståelige, ifølge DSB.

»Der er ingen grund til, at de unge skal have besvær med at købe et DSB Ung Kort for at få adgang til vores ungdomsrabatter. På denne her måde gør vi ungdomsrabatterne langt mere tilgængelige,« siger Aske Wieth-Knudsen.

Han regner med, at den nye rabatordning skal få flere unge mennesker til at tage toget.

For at få adgang til DSB’s ungdomsbilletter skal man fremover blot kunne dokumentere, at man enten er mellem 16 og 25 år, har et Ungdomskort eller er over 25 år og indskrevet på en SU-berettiget uddannelse.

Rejseplanen kan man søge sig frem til de mere præcise priser på de nye ungdomsbilletter. Prisændringerne for rejse over Storebælt træder dog først i kraft mandag.

Hvis man allerede har købt sig et DSB Ung Kort, kan man få de tilbageværende gyldighedsmåneder refunderet hos DSB.

Artiklens emner
DSB