Fakta: Ni passager i omstridt bog kan fælde Jakob Scharf
Jakob Scharfs medvirken i bog kan have skadet statens sikkerhed. Læs her om de passager, som PET frygter.
Københavns Politi har besluttet at sigte den tidligere PET-chef Jakob Scharf for at have brudt sin tavshedspligt for udtalelser i bogen ”Syv år for PET”.
Det var Politiets Efterretningstjeneste (PET), der tilbage i oktober 2016 meldte Scharf til politiet. Siden valgte efterretningstjenesten i et retsmøde at udpege ni passager i bogen, som PET finder kompromitterende.
Hvis Københavns Politi på et tidspunkt vælger at rejse tiltale, bliver passagerne angiveligt centrale i straffesagen mod Scharf.
* I bogens første kapitel beskriver Jakob Scharf, hvordan overvågningen af terrormistænkte i den såkaldte Glasvej-sag over en længere periode drænede PET for ressourcer.
* Et andet sted i bogen røber den tidligere PET-chef, at han i september 2010 gav ordre om, at den sårede bombemand Lors Doukaev skulle likvideres, hvis han så ud til at ville forlade Ørstedsparken.
* I en passage om jagten på terroristen David Headley, der i 2009 planlagde et angreb på Jyllands-Posten, beskrives det, hvordan PET-agenter overtalte en kvindelig studerende til at udlåne sin Nørrebro-lejlighed til Headley, så de kunne installere overvågning i boligen. PET mener, at den passage afslører arbejdsmetoder og vil kunne identificere kvinden.
* På side 100 i bogen beskrives et samarbejde med de kenyanske myndigheder, som PET ikke ønskede offentliggjort.
* I kapitlet ”Operation Cyclone” udtaler Scharf, at ”mens vi arbejder med folk i den pakistanske efterretningstjeneste, er der andre folk i den samme tjeneste, som aktivt sidder og udpeger Danmark som et terrormål.”
* I omtalen af sagen om Lors Doukaev kritiserer Jakob Scharf den belgiske efterretningstjeneste: ”Det var ikke fordi, vi var imponerede over den belgiske tjeneste”, siger han blandt andet.
* PET bryder sig heller ikke om Scharfs åbenmundethed, hvad angår efterretningstjenestens praksis med at forsøge at udnytte personer, der planlægger at slutte sig til Islamisk Stat (IS).
* I bogens 13. kapitel om hjemvendte syrienkrigere omtaler den tidligere PET-chef mistanken om, at tre mænd planlagde et angreb på danske soldater, der havde kæmpet i Afghanistan.
* Jakob Scharf beskriver i et kapitel om attentatet på islamkritikeren Lars Hedegaard, hvordan PET forsøgte at hverve en 26-årig mand med kontakter i det ekstremistiske miljø.
Kilder: PET-advokat Henrik Nedergaard Thomsen samt oplysninger fra bogen ”Syv år for PET”.
/ritzau/