Fortsæt til indhold
Indland

Energiselskab vil have håndværkere til at flytte ind på byggeplads for at undgå tyveri

Enhedslistens medlem i Esbjerg Byråd mener, at Nature Energy eller entreprenørerne i stedet skal ansætte et vagtværn.

Til efteråret skal et af verdens største biogasanlæg efter planen stå færdigt ved Korskro nær Esbjerg.

I disse dage er håndværkere derfor i fuld gang med at opføre anlægget, Nature Energy Korskro.

Der er dog gået skår i byggeglæden. Der har nemlig allerede været tyveri på byggepladsen, skriver Jydskevestkysten.

Derfor vil Nature Energy nu have flere af håndværkerne til at overnatte på byggepladsen for at forhindre nye tilfælde af tyveri.

Energiselskabet har derfor ansøgt Esbjerg Kommune om at få lov til at opstille op til syv beboelsesvogne på byggepladsen, frem til at byggeriet er færdigt.

»Vi har desværre tidligere oplevet, at der er blevet stjålet dyrt værktøj fra byggepladsen ved Korskro. Sådan er det - byggepladser er jo et yndet mål for tyveknægte, og når vi begynder at opføre den administrationsbygning, der hører til anlægget, bliver stedet desværre nok endnu mere interessant,« fortæller Rasmus Winther, PR-direktør hos Nature Energy, til Jydskevestkysten.

Han ønsker dog ikke at oplyse, hvad der er blevet stjålet fra tyveriet på byggepladsen, der ligger på et tidligere grusgravsområde.

Esbjerg Kommunes Plan & Miljøudvalg skal tirsdag se nærmere på Nature Energys ansøgning.

I ansøgningen står der bl.a., at formålet er at skabe øget sikkerhed for at forhindre tyveri fra pladsen, der ligger øde nær en motorvej.

Derudover påpeges det også, at flere af de entreprenører, som arbejder på byggeriet, ikke bor i lokalområdet, og at det derfor vil være en fordel, hvis de kan og må overnatte på pladsen og dermed spare tid og omkostninger.

Netop dét vækker undren hos Enhedslistens medlem af Esbjerg Byråd, Sarah Nørris, som overvejer at anvende sin ret til at begære en sag i byrådet.

»Jeg synes, det er noget mærkværdigt noget, at man nu skal til at overnatte for at vogte sin arbejdsplads i sin fritid. Nature Energy eller entreprenørerne må jo ansætte et vagtværn, hvis de er bekymrede for værdierne. Hvad har man tænkt, at håndværkerne skal stille op, hvis der pludselig kommer en tyvebande - skal de så også lege politi,« siger hun til Jydskevestkysten.