Fortsæt til indhold
Indland

"Liberty" falder sammen med landsindsamling: »Der er ingen tvivl om, at vi risikerer at miste penge«

Tingene foregår langt mere professionelt i dag, understreger to hjælpeorganisationer.

DR's nye tv-drama "Liberty" har vakt begejstring hos anmelderne, men hos nødhjælpsorganisationen Folkekirkens Nødhjælp vækker serien også andre følelser, skriver Politiken.

Første afsnit af serien havde premiere søndag aften. Her kunne danskerne kunne følge med, da den unge Christian - forfatteren Jakob Ejersbos alterego - landede i Tanzania og hurtigt stiftede bekendtskab med en flok skandinaver, der både repræsenterede korrupte og idealistiske hensigter med mere og mindre vellykkede hjælpeprojekter.

DR's skildring af ulandsarbejdet dengang i 1980'erne anfægter generalsekretæren i Folkekirken Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen, ikke. I et debatindlæg bragt i Politiken skriver hun, at hun er »hooked« på serien, som er godt tv. Men hun skriver også, at organisationerne ikke har været gode nok til at fortælle, hvor anderledes man gør tingene i dag.

Over for avisen uddyber hun, at hun bekymrer sig over, om den manglende fortælling kombineret med serien vil bekræfte de fordomme, nogle i forvejen har om nødhjælpsarbejde. Hun tror, det kan få indflydelse på, om man vil holde igen med at støtte. Folkekirkens Nødhjælp holder sin landsindsamling den 11. marts, hvor to af de fem afsnit af "Liberty", der er baseret på Jakob Ejersbos roman, vil være rullet over skærmen.

»Der er ingen tvivl om, at vi risikerer at miste penge. Jeg er meget spændt på, hvad der sker med den indsamling. For hvis folk ser serien og tror, at sådan foregår det også i dag, kan jeg godt forstå, hvis de ikke vil støtte os,« siger Qvist-Sørensen til avisen.

Hos Care Danmark tror generalsekretæren, Rasmus Stuhr Jakobsen, at serien vil være vand på møllen hos folk, der allerede er skeptiske over for dansk udviklingspolitik. Det skrev han i weekenden i et debatindlæg hos Kristeligt Dagblad.

»Jeg glæder mig til et par søndage i træk at møde de måske lidt blåøjede danskere i dramatiseringen af Jakob Ejersbos bog. For jeg tror ikke, vi skal tvivle på, at de rejste ud med store mål og bankende hjerter. Men jeg glæder mig måske endnu mere over, at den måde, vi i dag skaber udvikling, er både helt anderledes og langt mere effektiv end det, vi møder i Jakob Ejersbo fantastiske tidsbillede,« lød nogle af tankerne fra generalsekretæren.

Både Folkekirkens Nødhjælp og organisationen Care Danmark understreger over for Politiken, at tingene foregår langt mere professionelt i dag. Bl.a. ansætter man ikke længere idealister med tvivlsomme intentioner.

Derudover er der nultolerance over for brug af prostituerede for de udsendte, ligesom man ikke må indlede forhold til folk, man er sendt ud for at hjælpe. Det tema behandlede "Liberty" også i seriens første afsnit, hvor man kunne se svenskeren Jonas Larsson udnytte sin hushjælp og flittigt gøre brug af lokale prostituerede. Temaet er aktuelt et par årtier senere, hvor den store britiske nødhjælpsorganisation Oxfam står med begge ben i en større sexskandale.

Ledende medarbejdere beskyldes for at have benyttet haitianske prostituerede, da organisationen lavede hjælpearbejde efter jordkælvet i 2010. Efter de britiske medier begyndte at rulle sagen ud, har flere end 7.000 donorer trukket deres støtte til Oxfam.

Andre organisationer har siden kigget sig selv efter i sømmene. Børnehjælpsorganisationen Plan International har bekræftet seks tilfælde af seksuelt misbrug og udnyttelse af børn begået i 2016 og 2017 og 9 tilfælde af seksuel chikane og upassende seksuel opførsel fra Plan-ansatte mod voksne. Internationalt Røde Kors har meldt ud, at 21 ansatte siden 2015 enten er blevet bortvist for at have betalt for seksuelle ydelser eller har sagt op som følge af en intern undersøgelse.