Overblik: Prins Henrik er kommet hjem til Fredensborg Slot
Prins Henrik blev indlagt på Rigshospitalet 28. januar. Indlæggelsen skete efter sygdom opstået i Egypten.
Prins Henrik er tirsdag kommet hjem til Fredensborg Slot, hvor han ønsker at opholde sig sin sidste tid. Hans tilstand forbliver alvorlig, oplyser kongehuset.
Læs her om prins Henriks sygdomsforløb:
Juli 2017:
- Prins Henrik bliver opereret på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Han bliver opereret i højre lyske og får en ballonudvidelse i højre bækkenkar.
- Operationen bliver foretaget som følge af forsnævringer på pulsårerne, der også er kendt som åreforkalkninger. Prinsen er indlagt i omkring en uge i forbindelse med indgrebet.
August 2017:
- Prins Henrik bliver indlagt på Rigshospitalet efter tiltagende smerter i højre ben. Smerterne er eftervirkninger fra operationen i juli, som ellers forløb efter planen.
- Prinsen bliver behandlet medicinsk, og der forventes ikke yderligere kirurgiske indgreb.
- Han er indlagt i lidt mere end en uge.
September 2017
- Kongehuset meddeler, at prins Henrik lider af demens. Demensdiagnosen betyder, at prinsens kognitive funktionsniveau er svækket.
- En måned tidligere vakte prinsen stor opsigt, da han meldte ud, at han ikke ønskede at blive begravet ved siden af sin hustru, dronning Margrethe, i Roskilde Domkirke som planlagt.
Januar 2018:
- Den 28. januar bliver prins Henrik indlagt på Rigshospitalet. Indlæggelsen sker i forlængelse af sygdom opstået i Egypten.
Februar 2018:
- Prins Henrik bliver undersøgt for en tumor i venstre lunge. Den viser sig at være godartet, oplyser kongehuset 2. februar.
- Han overføres til Infektionsmedicinsk Klinik med en lungeinfektion.
- En uge senere, 9. februar, lyder meldingen fra kongehuset, at prins Henriks tilstand er alvorligt forværret.
- Den 13. februar bliver prins Henrik overført fra Rigshospitalet til Fredensborg Slot, hvor prinsen ønsker at opholde sig i sin sidste tid.
Der oplyses ikke yderligere fra kongehuset.
Kilder: Ritzau, kongehuset.