Fortsæt til indhold
Indland

Færge brød i brand på vej fra Aarhus til Sjælland - kaptajnen har valgt at vende om

Branden opstod i et maskinrum, oplyser Molslinjen.

En færge fra Molslinjen brød torsdag eftermiddag i brand under en tur fra Aarhus til Sjællands Odde.

Det oplyser Molslinjen til Ekstra Bladet.

Branden fik kaptajnen til at vende om, og ingen passagerer har været i fare undervejs, ifølge pressechef Jesper Maack.

Færgen var ikke nået særlig langt væk fra Aarhus, da der blev konstateret brand i et maskinrum, oplyser han.

Passagererne blev undervejs informeret om, hvad der foregik.

Joint Rescue Command Center oplyser, at personalet på færgen selv slukkede branden.

Færgen vendte retur til Aarhus kort efter klokken 17 efter at være sejlet afsted klokken 15.30.