Hærværksramt bagers far blev anmeldt til politiet for forsøg på afpresning
Anmeldelse om afpresning fra tidligere bageriejer indgår nu i politiets efterforskning.
Sagen om sidste weekends voldsomme hærværk mod Kaj Bageri i Tingbjerg i det nordvestlige København tager nu en ny drejning.
Bageriets ejer Ali Parnian har sagt, at årsagen til ødelæggelserne var, at han var blevet opkrævet beskyttelsespenge, som han nægtede at betale. Hans far, Mohsen Parnian, supplerede ved at sige, at »det er kriminaliteten, der skal fjernes. Ikke os«.
Men nu viser det sig, at Mohsen Parnian selv er anmeldt til politiet for et forsøg på afpresning, der skulle være foregået i efteråret 2017, og at denne sag indgår i politiets efterforskning af hærværket i Tingbjerg.
Det er den tidligere ejer af Kaj Bageri, der står bag anmeldelsen. Han solgte bageriet til Ali Parnian sidste sommer og driver nu et iransk supermarked på Søborg Hovedgade.
Han har sagt til politiet, at Mohsen Parnian den 8. september sidste år sammen med nogle mænd mødte op i supermarkedet og forsøgte at presse ham til at betale et beløb på flere hundredtusinde kroner. Det var angiveligt penge, som Mohsen Parnian mente, at butiksejeren havde snydt ham for i forbindelse med handlen med bageriet og en anden forretning.
Episoden blev efterfølgende anmeldt til politiet, som også fik videomateriale fra et overvågningskamera.
Torben Svarrer, politiinspektør ved Københavns Politi, bekræfter, at Københavns Vestegns Politi modtog anmeldelsen fra det iranske supermarked i september 2017, og efterfølgende var på stedet og talte med anmelderen og andre personer på stedet.
Fredag overgik efterforskningen af afpresningssagen fra Vestegnens Politi til Københavns Politi, pga. den mulige sammenhæng med hærværkssagen i Tingbjerg, bekræfter Torben Svarrer.
»Jamen vi hører også nævnt personer, hvor der godt kan være et sammenfald mellem de to sager, og vi hører også fra vidner, at der har været nogle tvister omkring handlen med bageriet. Vi holder fortsat alle muligheder åbne i efterforskningen, men når vi kigger på tingene samlet, så er det smart, at vi også inddrager det, der er anmeldt på Søborg Hovedgade,« siger Torben Svarrer.
Tyder det her på, at hærværket snarere bunder i et opgør i det iranske miljø end opkrævning af beskyttelsespenge?
»Nej, det betyder det ikke. Vi holder stadig alle muligheder åbne i efterforskningen, og det er alt for tidligt at sige noget om, hvilken retning det tager,« siger Torben Svarrer.
Mohsen Parnian afviser beskyldningen om, at han skulle have afpresset butiksejeren og kalder det for »den største løgn«.
»Jeg blev lokket i en fælde,« siger han om videoovervågningen og tilføjer, at han har sagt det til politiet.
Mohsen Parnian afviser også, at der skulle væren en sammenhæng mellem beskyldningen mod ham og sagen om afpresning i Tingbjerg.
»Sagen i Tingbjerg har intet med mig at gøre, og denne her sag har intet med Ali at gøre. Det er ingen sammenhæng,« siger han.
Der er ikke rejst sigtelser mod nogen for afpresning i forbindelse med anmeldelsen fra det iranske supermarked i Søborg.
Ali Parnian, der er iraner og i 2016 fik asyl i Danmark, er fredag tiltalt for brandstiftelse i en sag ved Østre Landsret.
Han blev frikendt i byretten, men anklagemyndigheden forsøger igen at få ham dømt og udvist af landet.