Fortsæt til indhold
Indland

Kvinden bag ny sorggruppe: »Kærestesorg er en enormt undervurderet form for sorg«

Det handler om at anerkende sorg - og især kærestesorg. For det tager vi lidt let på herhjemme, siger Ayse Dudu Tepe.

Kærestesorger gør ikke mindre ondt i hjertet, når man er 36 år, end når man er 22 år.

Det måtte journalist og radiovært Ayse Dudu Tepe sande, da hendes forhold gik i stykker forrige år. Bruddet var lige så fysisk og psykisk opslidende, som da hun og hendes første store kærlighed gik fra hinanden over et årti tidligere.

Men i dag - hvor hun er kommet sig over oplevelsen - er hun blevet inspireret til at oprette landets formentlig første sorggruppe for personer med kærestesorg.

»Det er en enormt undervurderet form for sorg. Jeg tror, vi som samfund har en ting med, at vi skal hurtigt over sorgen. Vi har ikke nogen ritualer for processen,« siger Ayse Dudu Tepe.

Hun oplever, at kærestesorg ikke bliver anerkendt og accepteret på samme måde som eksempelvis sorg ved dødsfald.

»Faktum er, at alle skal dø. Det kan nogle gange ske pludseligt og komme som et stort chok. Men det samme kan et pludseligt brud i parforholdet. Ved dødsfald bevarer du et bånd til den afdøde. Det gør du ikke med en kærestesorg. Der skal du gøre det helt modsatte - kappe alle bånd til en person, du har elsket.«

Inspirationen til gruppen udsprang af hendes egen førnævnte kærestesorg, som blev behandlet i weekenderne hjemme hos hende selv med ligesindede venner. Ayse Dudu Tepe har på egen krop oplevet, at der er stor trøst og læring at hente fra andre, der befinder sig i hjertesorgens forskellige faser.

»Kom nu videre. Så slemt kan det heller ikke være, og du møder en ny, siger folk, hvis man taler om det samme igen og igen, som man jo tit gør, når man er i sorg. Jeg siger ikke, at folk uden kærestesorg ikke kan være der for en, men der er noget særligt ved at være sammen med mennesker der er i samme situation,« siger hun.

I sorgprocessen begynder man at reflektere over sig selv og se indad - og sådan kan sorgen være meget givtig omend smertefuld.

»Kærestesorgen var ikke den værste periode i mit liv. Jeg ser tilbage på det som en periode, hvor jeg lærte rigtig meget om mig selv og de mennesker, jeg omgav mig med, som var i samme situation. Mennesker, som kunne sætte ord på ting og følelser, jeg ikke selv kunne finde ord for,« siger Ayse Dudu Tepe.

Sorggruppen for mennesker med ondt i hjertet skal efter planen skal mødes hver mandag fra den 5. februar i et lokale i Mariakirken på Istedgade i København. Ayse Dudu Tepe serverer kaffe, te og kage og er spændt på, hvor mange der dukker op - og især om en 18-årig og en 40-årig vil kunne genkende sig selv i hinandens sorgfortællinger.

Hun forestiller sig, at det skal være et rum, hvor man kan dele, det man har lyst til - måske et digt eller et brev.

»Og så sidder vi andre og lytter uden at bryde ind for at stille spørgsmål og give råd. Det handler ikke om, at vi skal diagnosticere eller behandle hinanden. Det handler om at anerkende sorg - og især kærestesorg - for det tager vi lidt let på herhjemme,« siger hun.