Fortsæt til indhold
Indland

Medie: Kim Wall inviterede sin kæreste med på ubåd

I en ny dokumentar fortæller Kim Walls danske kæreste om deres sidste timer sammen.

Sidste gang Kim Walls kæreste og venner så hende, var, da de vinkede til hinanden, da hun sejlede forbi dem i havneløbet på vej ud på en reportagetur i Peter Madsens ubåd.

Hendes danske kæreste, som er meget påvirket af sagen og ikke ønsker at medvirke i interviews eller stå frem med navn, har for første gang fortalt om parrets sidste timer til TV 2’s kriminalmagasin Station 2. Han havde dannet par med Kim Wall i 11 måneder inden hendes død, og de var flyttet sammen i et bofællesskab på Refshaleøen i marts.

Kim Walls kæreste beretter, at parret den 10. august var midt i en afskedsfest, som de holdt, fordi de seks dage senere skulle flytte til Beijing sammen. Han skulle studere på universitet, mens hun skulle arbejde som freelancejournalist.

Den første gæst var kun lige dukket op, da 30-årige Kim Wall angiveligt fik en besked fra ubådskaptajnen Peter Madsen, som hun tidligere på året havde haft en mailkorrespondance med, fordi hun ville lave en reportage om hans arbejde med raketter.

Så vidt vides havde Kim Wall ikke hørt fra ham igen før netop den aften i august.

Han inviterede ifølge Kim Walls kæreste den svenske journalist over til en kop te i det nærliggende værksted og til et interview i ubåden samme aften. Kim Wall aftalte med sin kæreste, at hun skulle vælge interviewet i stedet for selskabet, fordi det var en god mulighed for at lave en reportage til et amerikansk magasin.

Inden hun tog af sted spurgte hun sin kæreste, om han ville med på turen. Det overvejede han, men valgte at blive ved festen for ikke at efterlade gæsterne alene, skriver TV 2. Omkring kl. 19 kunne selskabet fra en græsplet tæt ved vandet se ubåden sejle forbi med Kim Wall og Peter Madsen om bord.

Den svenske journalist skrev de første timer flere beskeder til sin kæreste, der fik indtryk af, at hun var begejstret for at sejle med ubåden. Men så stoppede kontakten, og kæresten blev tiltagende bekymret, som timerne gik.

Han ringede til politiet kl. 1.43, og kl. 2.17 alarmerede han søværnet, beretter TV 2, der bringer dokumentaren torsdag aften. Det har ikke været muligt for tv-stationen at få kommentarer fra den drabsigtede Peter Madsen til forløbet.

Kim Wall kom aldrig i land i live. Ubådskaptajnen Peter Madsen er tiltalt for at have mishandlet, dræbt og parteret hende på ubåden. Han nægter tiltalen om drab, men har erkendt at have parteret liget.

Peter Madsen skal efter planen have sin sag for Københavns Byret til fra den 8. marts 2018. Det sidste retsmøde er sat til den 25. april 2018.