»De troede måske, de beskyttede ministeren, men i virkeligheden fældede de ham«

Hvordan gik det dem så? I bunden af artiklen kan du læse, hvordan det siden gik de ni centrale personer i Tamilsagen: Erik Ninn-Hansen, Poul Schlüter, H.P. Clausen, Grethe Fenger Møller, Poul Lundbæk Andersen, Claus Tornøe, Johan Reimann og Frederik Schydt.

Højesteretsdommer, professor Jens Peter Christensen stod i et mødelokale på herregården Skjoldenæsholm på Midtsjælland foran landets departementschefer, som var samlet til deres årlige møde. Det var mandag den 27. januar 2014, og titlen på hans foredrag lød: »Skandalesager og ministerrådgivning – er der noget nyt under solen?«

Han indledte med at sige, at han havde holdt det samme foredrag for kredsen af departementschefer i 1999 – og at foredraget kunne blive kort. For svaret på spørgsmålet i foredragets titel var: »Nej!«.

Men han holdt foredraget, for dels var der kun to af departementscheferne, som havde hørt det 15 år tidligere, dels var det ajourført med nye skandalesager.

For det er ikke sådan, at den måske største af alle politisk-administrative skandalesager – Tamil-sagen, som kulminerede for 25 år siden – og dens alvorlige følger for ministre og embedsmænd skræmte så meget, at det fik alle landets politiske ledere og hele embedsmandskorpset til en gang for alle at holde sig på dydens smalle sti – at holde sig fra ulovligheder og undlade at vildlede og misinformere Folketinget. Jo, måske i en periode. Men så har nye skandalesager set dagens lys. Det er, siger Jens Peter Christensen, som bølger, der går op og ned.

»Det kan endda være havblik. Men det varer sjældent ved, så dukker nye sager frem,« siger han.

Så sent som i december kom endnu en undersøgelseskommission, den niende siden loven om undersøgelseskommissioner trådte i kraft i 1999, med resultatet af sin kulegravning. Den fastslog, at to mellemledere i politiet i Tibet-sagen gav klart ulovlige ordrer om at gribe ind over for demonstranter med tibetanske flag ved et kinesisk statsbesøg i København i 2012, og at de løj om det med den konsekvens, at skiftende justitsministre – uden at vide det – gav Folketinget urigtige oplysninger.

Henviser til Tamil-rapporten

Hver gang bliver Tamil-rapporten relevant, for med den skar højesteretsdommer Mogens Hornslet, som ledede undersøgelsesretten i Tamil-sagen, ud i pap, hvordan embedsmænd skal handle, hvis de vil undgå bål og brand. Han fastslog de regler, embedsmænd skal leve efter:

De skal sige klart fra over for klart ulovlige ordrer fra en minister og leve op til sandhedspligten over for Folketinget. Hvis ministeren fastholder en klart ulovlig ordre, skal departementschefen nægte at følge ordren.

Mogens Hornslet fastslog samtidig, at statsministre har pligt til at føre tilsyn med deres fagministre.

Søndag er det præcis 25 år siden, at højesteretsdommer Mogens Hornslet bar sin dødbringende Tamil-rapport på 6.000 sider over til statsminister Poul Schlüter (K) i bygningen vis af vis Højesteret. Senere samme dag meddelte statsministeren på et pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet, at regeringen gik af som følge af den knusende kritik.

Erik Ninn-Hansen havde som konervativ justitsminister i hemmelighed ulovligt givet sine embedsmænd ordre om at stille behandlingen af tamilske familiesammenføringssager i bero, vildledt og misinformeret Folketinget. Hverken hans departementschef Poul Lundbæk Andersen, afdelingschef Claus Tornøe eller direktør Frederik Schydt i Direktoratet for Udlændinge havde sagt klart fra over for den klart ulovlige ordre og sørget for at stoppe ulovlighederne. Det havde de ellers pligt til at gøre, fastslog Mogens Hornslet.

Såvel ministeren som embedsmændene havde desuden givet Folketinget og Folketingets Ombudsmand urigtige, misvisende og vildledende oplysninger.

Men også Poul Schlüter selv fik kritik, bl.a. for sin såkaldte gulvtæppetale i Folketinget, hvor han i foråret 1989 forsøgte at forhindre en undersøgelse af sagen ved at sige, at den var fuldt oplyst og tilføjede:

»Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet.«

DR-klip fra Folketinget, hvor statsminister Poul Schlüter (K) fra talerstolen afviser, at var kritisable forhold i tamilsagen:

Men det var der som bekendt. Der var fyldt med skidt og snavs under gulvtæppet. Og det i en grad, så det ikke alene medførte regeringens afgang. Ninn-Hansen blev idømt fire måneders fængsel i Rigsretten, som sidst havde fældet en dom i 1910 i Alberti-sagen. Straffen blev gjort betinget alene på grund af Ninn-Hansens alder. Topembedsmænds karrierer blev skudt i smadder.

Med sagen indledtes samtidig et omfattende arbejde for at få embedsmænd til at holde sig til de klassiske dyder – det vil sige: holde sig fra ulovligheder og leve op til sandhedspligten over for Folketinget.

Er der lovløse tilstande?

Men hjalp det så?

Det kommer an på, hvem man spørger.

I sin bog ”Mørkelygten” tegner journalisten Jesper Tynell et billede af en centraladministration, hvor der hersker »noget nær lovløse tilstande, når det gælder de nuværende rammer – eller manglede rammer – for embedsmænds ansvar og pligter« med misinformation og vildledning af Folketinget til følge, bl.a. »ved blot at fremlægge stærkt politisk tilskårne faglige notater, der med kirurgisk præcision undgår udsagn, der isoleret set er decideret usande«. Ministre, skriver Thynell, ”mørkelygten”, når de i stedet for at oplyse Folketinget sandfærdigt spreder mørke ved hjælp af fortielser, fordrejninger og spidsfindige formuleringer.

Og efter Eva Kjer Hansens afgang som miljø- og fødevareminister i 2016 – da hun var blevet voldsomt kritiseret for at vildlede Folketinget med sine regnestykker om de miljøvenlige konsekvenser af regeringens omstridte landbrugspakke – skrev Frank Skov, analysechef i Cevea, i en kronik i dagbladet information, at det er »business as usual«, at ministre med villig hjælp fra embedsapparatet manipulerer og tilskærer tal, fakta og jura, hvis det er nødvendigt for at få politiske forslag til at glide lettere igennem Folketinget.

”Mørkelygten” kom efter tre sager, hvor Folketinget i to af dem fik misvisende og urigtige oplysninger, og hvor to ministre måtte gå af, mens en – socialminister Annette Vilhelmsen (SF) af Folketinget fik en næse for at have delt en mio. kr. ud i den såkaldte Zornig-sag.

I den såkaldte Christiania-sag kostede det socialdemokraten Morten Bødskov posten som justitsminister. Han havde givet urigtig oplysning til Folketinget om årsagen til, at Folketingets retsudvalgs besøg på Christiana var blevet aflyst. Københavns politidirektør Johan Reimann kunne ikke deltage, lød det, men sandheden var, at PET af hensyn til sikkerheden havde frarådet besøget. ”Nødløgnen” endte de facto også med at koste departementschefen i Justitsministeriet stillingen, selv om hun blev frifundet i en tjenestemandssag, hvor forhørslederen fandt det i orden at bruge nødløgnen. Det skabte et ramaskrig i Folketinget, som ikke ville finde sig i, at der kan sjakres med sandhedspligten. Et udvalg med tidligere højesteretspræsident Børge Dahl nåede frem til samme opfattelse, hvormed den nye standard - at det var lovligt at fyre en nødløgn af - var død.

Modsat Bødskov var den radikale Christian Friis Bach ikke presset til at træde tilbage, men han valgte at trække sig fra stillingen som minister for udviklingsbistand i november 2013, da det stod klart, at han havde givet Folketinget urigtige oplysninger i den såkaldte GGGI-sag. Han videregav oplysningerne fra sine embedsmænd uden at vide, at de var urigtige, hvilket han altså tog konsekvensen af.

»Sandhedspligten var et centralt tema i Tamil-sagen, og det er et tema, som hele tiden dukker op i de sager, vi har set siden da,« siger højesteretsdommer Jens Peter Christensen, der har været formand for en række ekspertudvalg, der har beskæftiget sig med samspillet mellem ministre og embedsmænd og disses ansvar.

At give Folketinget forkerte oplysninger, er noget af det alvorligste, man kan gøre, siger Jørgen Albæk Jensen, professor i forvaltningsret ved Aarhus Universitet.

»Og med god grund, for hvis samspillet mellem regering og folketing skal fungere, må man kunne stole på, at de oplysninger, man får af regeringen, er korrekte,« siger han.

Politisk spil

Men Folketinget er ikke alene drevet af en trang til at finde sandheden, når oppositionen vil have sager undersøgt, pointerer Jens Peter Christensen.

»Det er et led i kontrollen af ministre, men det er også en del af den politiske kamp og en ministerjagt,« siger han.

Christiania-sagen, GGGI-sagen og den såkaldte Zornig-sag skabte sammen med ”Mørkelygten” debat og en ny bølge med øget opmærksomhed på embedsmændenes pligter. Statsministeriets departementschef varslede, at de gammeldags embedsmandsdyder skulle højt på dagsordenen i ministerierne. Det blev fulgt op i efteråret 2015, da Finansministeriet udsendte kodeks for, hvordan embedsmænd har pligt til at agere. De to første af syv punkter hedder ”lovlydighed” og ”sandhed”. I de seneste år har regioner, kommuner og kommuneforeningen KL udgivet tilsvarende adfærdskodeks, hvor rettesnoren er den samme, som Tamil-rapporten udstak for 25 år siden.

Reglerne gælder altså også for embedsmænd i kommuner og regioner, og her må det i stilhed konstateres, at Tamil-sagen ikke satte sig dybe spor i Farum, hvor borgmester Peter Brixtofte med hjælp fra sin øverste embedsmand, ordførende direktør Leif Frimand Jensen, begik ulovligheder på stribe og førte byrådet bag lyset. Sagen eksploderede i 2002, og både Brixtofte og Frimand Jensen blev senere idømt fængselsstraffe, Brixtofte to gange to års ubetinget.

Men både Tamil-sagen og Farum-sagen skiller sig ud fra andre skandalesager, da man i begge sager havde stålsatte, magtfulde politiske chefer, hvor målet syntes at hellige midlet.

I Farum sendte Peter Brixtofte embedsmænd, der ikke ville som han, på det, han kaldte "champignonkur". Champignon trives godt i mørke, og overhældes med lort. Så ulydige embedsmænd blev placeret i et afsidesliggende kontor uden spændende opgaver, og hvor de kunne sidde og tænke over, hvordan det ikke var at være en del af magtens centrum længere.

I andre skandalesager, som er blevet undersøgt, er det ikke blevet dokumenteret, at en minister har villet tvinge en klart ulovlig beslutning igennem, som det skete i Tamil-sagen.

I statsløsesagen fastslog en undersøgelseskommission i 2015, at Integrationsministeriets departementschef Claes Nilas og afdelingschef Kim Lunding ikke levede op til deres pligter om at advare ministeren om, at afslag på statsborgerskab til statsløse var i strid med Danmarks folkeretlige forpligtelser. Kommissionen fandt dog ikke grundlag for at udtale, at der var tale en en klar ulovlighed, og kommissionen fandt ikke klare beviser for, at ministeren - Birthe Rønn-Hornbech (V) - vidste, at ansøgerne fik ulovlige afslag. Hun blev dog kritiseret for ikke at have orienteret Folketinget, hvor et flertal senere karakteriserede hendes adfærd som »stærk kritisabel«.

De klassiske dyder

Både Jens Peter Christensen og Jørgen Albæk Jensen peger på, at fortolkningen af især internationale konventioner kan være vanskelig, da grænserne for, hvor langt man kan gå, kan være meget uklare. På den måde er det blevet sværere for embedsmændene klart at sige, hvornår noget er ulovligt. Omvendt mener Jørgen Albæk Jensen, at Tamil-rapporten med de adfærdsregler, den knæsatte, har gjort det lettere at være embedsmand.

»Jeg er ikke en af dem, der mener, at det hele er i forfald og går ad h...til. Men selv om man har lært lektien af Tamil-sagen, vil der med så stor en administration altid ske fejl og opstå sager i krydsfeltet mellem en minister og en eller flere embedsmænd. Embedsmænd skal jo både hjælpe ministeren med at føre ministerens politik ud i livet og samtidig leve op til de klassiske dyder om at sige fra og tale sandt, og der tror jeg, at i hvert fald nogle embedsmænd har en naturlig trang til at beskytte deres minister i en grad, så de kan komme til at skade ministeren ,« siger Jørgen Albæk Jensen med henvisning til den såkaldte GGGI-sag.

Bertel Haarder (V) har med sine 22 års erfaring som minister Danmarksrekord. Han deltog i et udvalgsarbejde iværksat af juristerne og økonomernes fagforening, DJØF, det såkaldte Bo Schmidt-udvalg, som blev nedsat efter den seneste bølge af skandalesager.

»Vi fik aflivet den myte, at der er flere skandalesager end tidligere. Vi fik også aflivet den myte, at der skulle være sket en stigende politisering af embedsmandsstanden,« siger Bertel Haarder.

Han var undervisningsminister 1982-93.

»Når embedsmændene påstod, at det, jeg ville, ikke kunne lade sig gøre, spurgte jeg dem: ”Hvor står det?”. Gang på gang var de ikke i stand til at sige, hvor det stod. Det var sådan noget gummijura. I det hele taget kunne jeg ikke få at vide, hvad der var lovligt, og hvad der ikke var lovligt. Så jeg udviklede en sund skepsis over for jurister i min første ministerperiode og i min sidste periode ansatte jeg en jurachef for at få styr på juraen,« siger Bertel Haarder.

Uden at have en faktuel viden om det, tror Jørgen Albæk Jensen, at Tamil-rapportens afklaring af, hvordan man skal opføre sig, har betydet, at embedsmændene i centraladministrationen følger det nye adfærdskodeks.

»Man må formode, at embedsmændene for at holde deres ryg fri i højere grad advarer ministeren, når der er et problem, men det er svært at vide, fordi vi sjældent hører om det,« siger Jørgen Albæk Jensen, der dog peger på sagen om integrationsminister Inger Støjberg og sagen om barnebrude som et eksempel på en mulig ulovlig ordre.

»Hvis det var en ordre, hun gav, så er det et eksempel på noget, som var klart ulovligt, og hvor embedsmændene skulle sige fra. Om de har gjort det, de skulle, eller om de ikke har gjort det, de skulle, er ikke afklaret, og på en eller anden måde er det jo lykkedes Inger Støjberg at komme med så mange modstridende forklaringer, at ingen kan finde ud af, hvad hun i virkeligheden mener, og så længe Dansk Folkeparti ikke vil gå med til en undersøgelse af sagen, bliver det nok svært at få klarhed over,« siger Jørgen Albæk Jensen.

Når man ikke i de sager, som er blevet undersøgt, har set ministre presse deres sager igennem trods advarsler om, at det ville være klart ulovligt, er forklaringen ligetil, mener Jens Peter Christensen.

»Enhver minister ved jo, at det er livsfarligt,« siger han, som deler Jørgen Albæk Jensen vurdering af, at landets embedsmænd har taget af Tamil-rapporten.

»Helt sikkert. Vi har et velfungerende system, men der er ingen grund til at tro, at vi ikke vil se nye skandalesager. Og det er aldrig nogen skade til med en sag en gang imellem. Det er som at hoppe i koldt vand. Man bliver lidt frisk bagefter,« siger han.

Han har holdt sit foredrag ca. 150 gange - og regner med komme til at holde det igen i fremtiden, ajourført med nye skandalesager.

Få overblikket: Her er nøglepersonerne i Tamil-sagen

Klik på navnene for at læse mere om personerne.