Politi om stenkast: Nogen »holder hånden over« gerningsmænd
Gerningstidspunkterne har typisk været om natten, og derfor burde det vække mistanke
Nogen kender til gerningsmændene fra sagerne om stenkast fra motorvejsbroer - og dækker over dem. Det mener vicepolitiinspektør Per Lydiksen Laursen fra Fyns Politi.
»Jeg er overbevist om, at der er nogen, der ved hvem de er, og holder hånden over dem,« siger han.
Natten til onsdag blev adskillelige sten endnu engang kastet fra en motorvejsbro.
Denne gang fra den samme motorvejsbro, hvor en sten sidste sommer ramte en tysk familie. En tysk kvinde døde som følger af sine skader og hendes mand blev invalideret. Der er aldrig blevet fundet frem til de mulige gerningsmænd.
Vicepolitiinspektør Per Lydiksen Laursen peger på, at det især er gerningstidspunkterne, der burde vække mistanke hos gerningsmændenes nære relationer. Flere af stenene er blevet kastet i de tidlige morgentimer eller midt om natten.
»Man kan ikke lave sådan noget her, uden at der bliver rejst spørgsmål om, hvor man var på det tidspunkt, og måske også, hvad der er sket. Jeg vil gerne opfordre borgerne til, at de hjælper politiet i de her sager, for det er ganske alvorligt,« siger Per Lydiksen Laursen,
Han fortæller, at politiet arbejder ud fra en tese om, at gerningsmændene kan være over 18 år og muligvis også være flere gerningsmænd. I nogle af de andre sager, har vidner fortalt, at de har set flere gerningsmænd løbe væk efter et stenkast.
Ifølge Per Lydiksen Laursen var det omkring to til fire sten, der natten til onsdag blev kastet fra motorvejsbroen, og netop det peger mod, at der kan have været flere gerningsmænd involveret.
»Man kan ikke have to sten af den størrelse under armen. Enten har man haft et depot derude eller også har man været flere om det,« siger han om stenene, som han anslår er omkring 30 til 50 kilo tunge.
Politiet mener, at der kan være tale om de samme gerningsmænd fra tidligere sager. Politiet vil dog ikke kommentere yderligere på efterforskningen og det materiale, der er fundet på gerningsstedet.
Ingen personer kom til skade, men to biler fik skader af stenene.