Svaner, der ligger stille på isen, er ikke frosset fast
»Hvis man ser en enlig svane sidde helt stille på isen en vinterdag, så er det meget vigtigt ikke at forstyrre den.«
Hvis du ser en svane, der ligner, at den er frosset fast til isen, så kan det være, du er en af de bekymrede borgere, der hvert år ringer til Dyrenes Vagtcentral for at hjælpe svanen.
Antallet af svanerelaterede henvendelser er nemlig steget markant fra år 2015-17. Men ser man en svane sidde stille på isen, bør man altså tage det ganske roligt, lyder det fra Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.
Svanen ligger nemlig stille for at spare på energien - og ikke fordi den er frosset fast, forklarer biolog hos Dyrenes Beskyttelse Michael Carlsen.
»Hvis man ser en enlig svane sidde helt stille på isen en vinterdag, så er det meget vigtigt ikke at forstyrre den. Fuglen er nemlig i gang med at spare på energien, indtil vejret bliver mildere, og der er bedre adgang til mad,« siger han i pressemeddelelsen.
En svane fryser nemlig kun fast, hvis den er meget svækket af andre årsager end frost, lyder det.
Det bekræfter biolog hos Dansk Ornitologisk Forening, Knud Flensted, over for Jyllands-Posten. Han er enig med Dyrenes Beskyttelse i, at man ikke skal være bekymret over svaner, der hviler på isen.
»Det er vigtigt ikke at forstyrre svaner, der sidder stille på isen, fordi de samler energi. Hvis de virkelig sad fast, så skulle man hjælpe dem, men det er meget sjældent tilfældet,« siger han.
Knud Flensted forklarer, at han aldrig har set en svane, der var frosset fast til isen, - og han har »kigget på fugle i rigtig mange år.«
Hvordan kan man se, om svanen bare ligger og hviler, eller om den virkelig er frosset fast?
»Var den virkelig frosset fast, ville den kæmpe for at komme fri. Så vil den ikke ligge stille med hovedet under vingen,« siger han og fortsætter:
»Det er meget sjældent, det sker. Det skal i så fald være en svane, som er meget uheldig eller svag.«
Dyrenes Beskyttelse opfordrer til, at man kontakter Dyrenes Vagtcentral på 1812, hvis man alligevel er meget bekymret for en svane i nød.
Og har man fornemmelsen af, at en svane er kommet til skade eller frosset fast, kan man også altid ringe til Dansk Ornitologisk Forening, tilføjer Knud Flensted.