Fortsæt til indhold
Indland

Afviste familier får ny chance for julehjælp

Over 4000 familier har fået afslag fra Dansk Folkehjælp i forbindelse med julehjælp. Men nu skaber organisationen nyt håb.

Rekordmange har i år henvendt sig til Dansk Folkehjælp for at få julehjælp. Og rekordmange har fået hjælp. Alligevel har de i år måtte afvise 4.740 familier, da der ikke var nok penge til at hjælp alle.

Men et nyt tiltag bringer igen håb til de ressourcesvage familier, der har brug for økonomisk hjælp i juletiden.

Stop Spild Af Mad, Dansk Folkehjælp og Rema 1000 vil i samarbejde hjælpe 3.020 afviste familier med mad- og dagligvarer under initiativet ”Juleoverskud”.

Den 23. december vil omkring 900 frivillige dele op mod 30 ton mad- og dagligvarer ud i Rema 1000-butikker landet over.

Andre organisationer som bl.a. Blå Kors har også meldt om travlhed og mange ansøgninger i forbindelse med uddelingen af julehjælp.

Blå Kors har i år modtaget 6.100 ansøgninger. Det er over dobbelt så mange sammenlignet med sidste år.

Dansk Folkehjælp modtog i år 14.283 ansøgninger, hvoraf ca. 9.500 kunne få hjælp i første omgang.