Kvinde fik seks år og udvises for at bestille lejemord
58-årig kvinde anker dom for drabsforsøg til landsretten. Hun afviser at have bestilt et drab på sin kæreste.
Den 58-årige Emanuela Consortini straffes med fængsel i seks år og udvises for på det mørke internet at betale 29.300 kroner for et lejemord på sin kæreste, den sicilianske politimand Sergio.
Dommen er faldet fredag eftermiddag ved Retten i Lyngby, og blev anket på stedet med krav om frifindelse.
Der var 2 ud af 12 stemmer for, at straffen skulle være højere endnu, nemlig otte års fængsel, fortæller retsformand Ulrik Jørgensen.
Til gengæld var der fire stemmer for, at kvinden ikke skulle udvises.
Under hele sagen har kvinden nægtet sig skyldig, og det fastholdt hun til det sidste.
- Jeg er en meget troende person. Og jeg ved, at retfærdigheden vil ske fyldest. Jeg har ikke gjort det, jeg er dømt for, sagde hun, inden dommere og nævninger trak sig tilbage for at votere om straffen.
Emanuela Consortini har i sagen forklaret om en mystisk person - en albaner ved navn Luc.
Han fik hende til at købe bitcoins af en fyr kaldet Elias, som hun mødtes med ved Nørreport Station, og det må være Luc, der har bestilt lejemordet.
Selv om hun har kendt Luc gennem et år og mødtes med ham cirka 15 gange, har hun ingen kontaktoplysninger på ham. Og ingen har kunnet opspore denne mystiske person.
Retten tror, at hun lyver om denne Lucs eksistens og har forkastet hendes forklaring fuldstændigt på dette punkt.
Derimod har man lagt vægt på, at tekniske undersøgelser skaber en entydig forbindelse mellem fund på kvindens computer, i hendes lejlighed og siden i hendes fængselscelle og så den lejemorderhjemmeside, hvor drabet på Sergio blev bestilt.