Højesteret slår fast: Hundene Frigg og Marley kan aflives
Sagen om de - måske ulovlige - hunde har stået på siden 2014.
Politiet gjorde ikke noget galt, da man i 2014 fældede dødsdom over de to hunde Frigg og Marley.
Det har Højesteret tirsdag afgjort.
»Rigspolitiets afgørelser om, at to hunde var omfattet af hundelovens forbudsordning og derfor skulle aflives, var ikke ugyldige,« lyder afgørelsen i sagen om de to hunde, som har stået på siden sommeren 2014.
Dengang blev de to tæver inddraget fra deres ejere af politiet på baggrund af en anonym henvendelse. Politiet ville aflive hundene, fordi man mente, at de var ulovlige ifølge hundeloven, der forbyder visse racer. Politiet mistænkte dem nemlig for at være af racen amerikansk staffordshire terrier - også kaldt amstaff.
De fynske ejere har fastholdt, at hundenes mor er en blanding af lovlige hunde, mens faren var en omstrejfende brun labrador/retriever. Advokat Poul Hvilsted, der har kæmpet for hundenes overlevelse, mente dog ikke, at Rigspolitiet gav ejerne mulighed for at argumentere imod politiets beslutning, og det var ifølge advokaten en ulovlig forvaltning.
Derfor kom sagen til tops i retssystemet, og Højesteret har nu fastslået, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Rigspolitiets afgørelse.
Rigspolitiets afgørelse gik på, at Fyns Politi på baggrund af to politiassistenters besigtigelse af de to hunde og en udtalelse fra en dyrlæge havde en rimelig formodning for, at hundene kunne være af racen amstaff eller en krydsning, hvori racen indgår.
I sager om hundeloven er der omvendt bevisbyrde, hvilket betyder, at det er ejerne af hundene, der skal bevise, at de ikke tilhører en forbudt race.
»Højesteret fastslog endvidere, at de fremlagte oplysninger om hundene, herunder erklæringer fra en skønsmand, ikke udgjorde tilstrækkelig dokumentation for, at hundene ikke var omfattet af forbuddet i hundeloven. Ejerne havde derfor ikke løftet deres bevisbyrde efter hundeloven. Rigspolitiets afgørelser om aflivning af de to hunde var som følge heraf ikke ugyldige,« skriver Højesteret.
Østre Landsret nåede den 15. november sidste år frem til det samme resultat.