Turistattraktion i største investering nogensinde: Knuthenborg skal have dinosaurer i parken
Nyheden har været over 65 millioner år undervejs.
Zebraer, næsehorn, giraffer og andre eksotiske logerende i Knuthenborg Safaripark får fra næste år selskab af forhistoriske væsner.
Parken udvider nemlig med en ny dinosaurpark på 30.000 kvadratmeter. Her vil man blive mødt af »livagtige og brølende« dinosaurer som triceratops og tyrannosaurus rex. Parken vil også vise ægte fossiler, store skeletter og en af dinosaurernes nærmeste relaterede nulevende dyreartier - emuen.
»Dinosaurerne bruger vi til at lære om de dyr, vi har i dag. Ved at have dinosaurerne ved siden af nulevende dyr, kan man selv se forbindelsen mellem dyrene, der var engang og dyrene, der lever i dag. Vi ser altså på fortiden for at lære om fremtiden,« siger Knuthenborg Safariparks ejer Christoffer Knuth i en pressemedelelse.
For at gøre dinosaurerne så realistiske som muligt, har parken hentet hjælp hos den amerikanske palæontolog Chris DeLorey, der har stået i spidsen for flere udgravninger i USA over de seneste 25 år.
»At forbinde dinosaurer med nulevende dyr i en skov som denne er fantastisk. Her har man en naturlig skov, der også eksisterede i dinosaurernes tid. Mange af planterne blev faktisk også spist af dinosaurerne. Det ved vi, fordi vi har fundet dem i deres fossile lort,« siger Chris DeLorey.
Millioninvesteringen i den nye udvidelse er parkens største investering nogensinde.
Dinosaurskoven indvies på sæsonens åbningsdag store bededag den 27. april 2018.