Satire: Dan Jørgensen vil beskatte din overvægt

Næste gang det banker på døren, er det måske Skat, der kommer for at kontrolveje dig. I hvert fald hvis det står til fødevareminister Dan Jørgensen, som vil beskatte overvægt og andre helbreds- problemer af hensyn til danskernes sundhed.

Artiklens øverste billede
Dan Jørgensen er glad for sit forslag, der nærmere bestemt betyder, at Skat, flankeret af politi og sundhedspersonale, fremover skal på uanmeldte kontrolbesøg hjemme hos danskerne for at veje dem og kontrollere deres køkken- og køleskabe.

Madens minister kalder han sig, fødevareminister Dan Jørgensen (S). Men han har ikke først og fremmest fokus på maden i sig selv, men på danskernes forbrug af mad og i særdeleshed dette forbrugs helbredsmæssige konsekvenser.

»Danskerne ved for lidt om, hvad der er sundt, og det er mit ansvar som madens minister at stramme op. Med det her tiltag gør vi danskerne en stor tjeneste, som de ikke er i stand til at gøre sig selv, samtidig med, at vi får flere penge i fælleskassen. Det er en ægte win-win,« siger fødevareministeren.

Også fokus på tyndfede

Dan Jørgensen er glad for sit forslag, der nærmere bestemt betyder, at Skat, flankeret af politi og sundhedspersonale, fremover skal på uanmeldte kontrolbesøg hjemme hos danskerne for at veje dem og kontrollere deres køkken- og køleskabe.

Viser det sig, at du vejer for meget, skal du betale skat af hvert overskydende kilo. Men for at det ikke skal blive en hetz mod de fede, lover Dan Jørgensen, at også danskernes fedtprocent samt kondi- og kolesteroltal bliver målt.

»På den måde får vi også fat i de såkaldt tyndfede, som ganske vist har et acceptabelt bmi-tal, men som har for meget fedt i blodet. Det er fair, for man kan jo godt være usund uden at være overvægtig,« påpeger ministeren.

Desuden lægger forslaget op til, at myndighederne kontrollerer indholdet af køkken- og køleskabe for at udregne indholdet af mættet fedt og sukker i det enkelte hjems fødevarebeholdning.

Fair og fleksibelt

Men, understreger fødevareministeren, man beskatter ikke efter bare et enkelt besøg. Der skal selvfølgelig være plads til at skeje lidt ud, og måske kommer kontrollanterne på besøg lige op til en større fest.

»I stedet kommer vi jævnligt, og så bliver gennemsnittet gjort op en gang om året. Så er det fair og fleksibelt,« siger fødevareministeren.

Man får ikke penge tilbage, hvis man vejer mindre end det anbefalede maksimum, ligesom man ikke belønnes økonomisk for at have sunde fødevarer.

»En god sundhedstilstand er belønning nok i sig selv,« slutter Dan Jørgensen.

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.
Del artiklen