Satire: Sundhedsstyrelsen anbefaler amning til konfirmationsalderen

Fuld amning indtil 13-årsalderen er bedst for både mor og barn, mener Sundhedsstyrelsen og opfordrer spisesteder til at tage godt imod de mange nye ammende.

Artiklens øverste billede
Foto: Markus Mainka/Bigstock

Anna Lise Hartvig hiver diskret blusen til side og lader 11-årige Maja komme til. Datteren er blevet ammet næsten dagligt hele sit liv til stor forargelse for Anna Lises venner, men nu støtter Sundhedsstyrelsen den 44-årige virksomhedskonsulents lange ammeperiode.

Den nye anbefaling lyder nemlig, at børn bør »… ammes fuldt, til de er omkring 160 måneder. Delvis amning anbefales til 180 måneder eller længere«.

Anna Lise Hartvig er begejstret.

»Jeg har hele tiden være overbevist om, at min Maja skulle ammes, så længe det var muligt, så det er helt på sin plads, at Sundhedsstyrelsen giver mig ret,« mener hun og tilføjer, at den nye anbefaling vil gøre det lettere for hende at amme sin datter på restauranter og caféer.

Blikke på Pastis

»Som regel får Maja og jeg mærkelige blikke, når vi sidder på Café Viktor eller Pastis, men nu tror jeg, det bliver nemmere at ignorere dem,« siger Anna Lise og henviser til Sundhedsstyrelsens opfordring til spisesteder om, at de skal byde de mange nye ammende velkommen.

»Vi regner med, at vores nye råd vil få mange flere mødre til at amme deres børn efter en lang og helt unødvendig pause. Det er selvfølgelig svært at sætte gang i mælkeproduktionen som 50-årig, men hvis du er yngre og stadig fertil, kan et nyt barn hjælpe – det er trods alt det, din krop er skabt til,« siger sundhedsplejerske Ditte Brot, der er kvinden bag den nye brochure, Amning hele livet.

Chefen må vise hensyn

Også på Anna Lises arbejdsplads, et privat konsulentfirma i København, regner Majas mor med at få meget nemmere ved at amme, når hun føler behov for det.

»Jeg har nogle gange skullet høre på brok, hvis jeg har været nødt til at afbryde et møde for at amme. Men det, håber jeg, får min chef større forståelse for nu,« siger Anna Lise og bakkes op af Sundhedsstyrelsen.

»Arbejdspladser bør vise hensyn, når et barns mest naturlige forælder ønsker at knytte bånd gennem amning. Det kan en far ikke finde ud af, så medmindre man som chef har lyst til at rive børn væk fra deres mødre, bliver de nødt til at tilpasse sig de nye anbefalinger,« slutter Ditte Brot.

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.
Del artiklen