Nykredit opjusterer efter milliardnedskrivning
Pæne regnskabstal for årets første ni måneder får Nykredit til at opjustere med 500 mio. kr. for 2015. Koncernen nedskriver samtidig 2,8 mia. kr. på Forstædernes Bank og Totalkredit.
Mens landets banker tabte pusten i årets tredje kvartal, melder landets største realkreditselskab, Nykredit, om så solid fremgang, at forventningerne til hele året opjusteres.
Resultatet af kerneforretningen steg til 4,325 mia. kr. mod 2,665 mia. kr. i samme periode sidste år.
»Fremgangen bunder i en positiv udvikling på de poster, vi selv har indflydelse på. Indtægterne stiger, mens omkostningerne og nedskrivningerne falder. Vi opjusterer på den baggrund vores forventninger til hele 2015 med 500 mio. kr. til 4,7-5,2 mia. kr.,« siger koncernchef Michael Rasmussen i en kommentar til regnskabstallene.
Han kalder det »meget tilfredsstillende«, at Nykredit forsætter med at blive mere kundeorienteret og rentabel.
Nykredit lancerede i marts i år sin BoligBank, som giver flere fordele til kunder, der samler deres bank- og realkreditforretninger i Nykredit.
»Vi er glade for den modtagelse, BoligBank har fået hos både nye og eksisterende kunder. Siden lanceringen har vi haft en nettotilgang på over 1.000 bolighelkunder hver måned,« siger Michael Rasmussen.
Der er dog også tidsler i Nykredits regnskabstal, for mens det, som Nykredit definerer som kerneforretningen, går frem, tabes der fortsat store penge på bl.a. renteswaps, som Nykredit ikke tæller med i kerneforretningen. Posten goodwill og værdiregulering af renteswaps har således kostet 1,7 mia. kr. i årets første ni måneder.
Samlet betyder det, at resultatet før skat forbedres med 1,6 mia. kr. til 3,1 mia. kr. i årets tre første kvartaler.
Regnskabet byder også på en stor nyhed om Forstædernes Bank og Totalkredit, som samlet nedskrives med 2,8 mia. kr. Finanstilsynet har ikke været tilfreds med Nykredits værdiansættelse af goodwill vedrørende købet af Forstædernes Bank i 2008. Det fører til en nedskrivning på 852 mio. kr. for Forstædernes Bank. Det sker med tilbagevirkende kraft i regnskabet for 2014. Det betyder, at Nykredit har været nødt til at korrigere resultatet, balancen og egenkapitalen i årsregnskabet for 2014.
»Vi har herudover valgt at foretage en nedskrivning på 1.907 mio. kr. vedrørende købet af Totalkredit. Dermed er der i Nykredit-koncernens regnskaber ikke længere goodwillposter af væsentlig betydning,« siger Michael Rasmussen.
Nedskrivningen af Totalkredit betyder, at Nykredit kommer ud med et underskud på 1,1 mia. kr. efter skat i årets tredje kvartal. Til sammenligning bød årets første og andet kvartal på overskud på henholdsvis 686 mio. kr. og 2,4 mia. kr.
Nykredits regnskabstal for årets første ni måneder:
| (mio. kr.) | 1.-3. kvt. 2015 | 1.-3. kvt. 2014 |
|---|---|---|
| Basisindtjening | 9.103 | 6.276 |
| Nedskrivninger (realkredit) | 780 | 1.338 |
| Nedskrivninger (bank) | -87 | 119 |
| Resultat før skat | 3.111 | 1.550 |
| Periodens resultat | 1.991 | 1.222 |