Fortsæt til indhold
Erhverv

Indisk it-kæmpe ekspanderer i Norden med storopkøb

Analyse: De lokale og amerikanske it-leverandører bliver nu igen presset af fremadstormende indiske it-giganter. Med købet af Volvos it-division – for næsen af IBM - er indiske HCL pludselig blevet en af de store i Norden.

Efter mange år på markedet, uden at gøre meget væsen af sig, træder indiske HCL nu på speederen og rykker med et opkøb op i superligaen på det nordiske marked for it-outsourcing, målt på størrelse.

HCL har smidt en check på godt 700 mio. danske kroner og overtager Volvo IT fra Volvo-koncernen. Dermed rykker HCL fra en 24. plads i Norden og op i top 10, vurderer analysehuset IDC Nordic.

Volvo IT er ligesom danske NNIT historien om en intern it-afdeling i et stort selskab, som blev skilt ud, voksede og fik andre kunder ind. Volvo IT sørger for eksempel for it-drift hos H&M, det svenske jernbaneselskab SJ og låsegiganten Assa Abloy, udover selvfølgelig resten af Volvo-gruppen.

Det har gjort Volvo IT til et selskab på størrelse med IBM og KMD i Danmark. Hele 2.600 ansatte flytter med opkøbet til HCL. Og Volvo IT driver i dag en af de største samlinger af mainframes i Norden – meget kraftige computere, som IBM står bag.

Netop IBM forsøgte derfor også at købe Volvo IT i et defensivt opkøb, som kunne beskytte brugen af mainframes hos Volvo IT og kunderne. Men det blev altså inderne, som vandt det slag, og som nu kan skabe panderynker hos IBM, hvis de vælger at udfase brugen af mainframes med tiden.

HCL’s fremrykning i Sverige er del af en større historie om tre fremadstormende indiske selskabers succes i Norden, mens især de gamle amerikanske kæmper må slås for ikke at blive kørt af banen. Tata Consulting Services, HCL og Cognizant – to indiske firmaer og et med indisk baggrund – har flere år i træk været de store vindere, når der bliver målt på kundernes tilfredshed. I øvrigt sammen med Volvo IT, mens andre store selskaber lå mere beskedent under gennemsnittet.

I Danmark har især Tata rykket frem og fået store kunder som TDC, SAS og Carlsberg. Og på nordisk plan giver HCL’s opkøb af Volvo IT en ny dynamik på markedet, lyder analytikernes vurdering.

De indiske selskaber begyndte stille og roligt i Norden som underleverandører, men sprang ud under eget navn og virker nu ustoppelige. Og modsat hvad nogle tror om indiske leverandører, er det ikke længere bare de mest outsourcing-venlige opgaver, de får. Nu kører de hele it-biksen hos meget markante kunder. Og med høj tilfredshed.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.
Artiklens emner
IBM
HCL