Alt er i spil hos Maersk Oil
Analyse: Lukningen af tre britiske oliefelter viser, hvor hårdt olieprisfaldet rammer Maersk Oil. Mere kan være undervejs.
Nyheden om, at Maersk Oil planlægger at lægge tre britiske oliefelter døde, kan ikke komme som en overraskelse, hvis man ser på udviklingen i olieprisen. Men det er alligevel lidt af en påmindelse om, hvor brutale overvejelser Maersk Oil-ledelsen går i, når de skal adressere, at en tønde Nordsø-olie nu koster 44 dollars.
Prisen er den direkte årsag til, at man kommer frem til sådan en beslutning om at lukke ned. Det er i princippet en beslutning, der sker for alle oliefelter, idet de på et tidspunkt vil være udtømt, så der nok kan være olie, men ingen penge at hente ved at fortsætte med at producere. Man kan i den grad sige, at de nuværende oliepriser fremskynder processen.
Maersk Oil lægger ikke skjul på, at man konstant kigger sine felter igennem for at holde øje med, om de lever op til kravene om at tjene penge. Denne gang gælder det tre britiske felter, men lignende beslutninger kan sagtens komme til at omfatte produktionen i den danske sektor, som også består af modne felter.
De store dybtvandsprojekter i Maersk Oil, som f.eks. det storstilede Chissonga-projekt i Angola, er ligeledes under pres og slet ikke realiserbart i et oliemarked som det nuværende.
Hvad og hvornår der bliver lukket ned for et oliefelt, kommer helt og holdent an på den prisfølsomhed det givne oliefelt har.
I en olieproduktion som den i Nordsøen er den lav, hvis man sammenligner med f.eks. dybthavsprojekter, der var voldsomt populære at efterforske i, da olieprisen var trecifret. Til gengæld er den dyr i forhold til, når f.eks. saudiaraberne stikker deres oliesnabler ned i landets olierige undergrund - her skal der i princippet ikke meget mere end en oliepris på 8-10 dollars tønden til for at der tjenes penge.
Beslutningen i Maersk Oil om at tage de tre felter ud af produktion kan komme til at påvirke 200 menneskers job, og det signalerer nye tider i olieindustrien, der for få år siden skreg efter arbejdskraft. Men nu gennemgår de ansatte i olieindustrien en voldsom periode, som ingen ville eller kunne have forudsagt for fire-fem år siden.
Denne beslutning bliver næppe den sidste af sin slags fra Esplanadens oliegesjæft, der er tvunget til at forholde sig til den nye olievirkelighed. Der kan nærmere være tale om et startskud til flere beslutninger af den slags.