Fortsæt til indhold
Erhverv

»Det er jo en alvorlig situation når vi har nedskrevet 19,8 pct. af udlånet på en enkelt sektor«

Landbruget gør ondt på Sydbank. Topchefen håber, at regeringen holder ord og forbedrer rammevilkårene for de danske landmænd.

Hos Sydbank er der fremskridt i det meste af forretningen, men et enkelt område gør stadig mere og mere ondt. Landbruget er nu så hårdt ramt, at banken har forberedt sig på at tabe 1,1 mia. kr. på de lån, som er givet til landbrugskunderne, fremgår det af onsdagens halvårsregnskab. Det svarer til 19,8 pct. af de 6,3 mia. kr., som Sydbank i alt har lånt til landmænd.

»Det er jo en alvorlig situation, når du har nedskrevet 19,8 pct. af dit udlån på en enkelt sektor. Det er jo ganske betydeligt,« siger topchef Karen Frøsig, der gætter på, at man skal tilbage til ejendomstabene i 1990'erne for at finde lignende tab inden for en enkelt sektor.

Landbrugsnedskrivningerne i Sydbank ligger i den høje ende. Til sammenligning har Jyske Bank, der fremlagde halvårsregnskab tirsdag, nedskrevet 15,2 pct. af landbrugsudlånet.

Karen Frøsig krydser nu fingre for, at den nye regering kan være med til at rette op på situationen.

»De danske landmænd har indimellem pippet op om, at de bliver ramt hårdt på rammevilkårene i forhold til deres kolleger i udlandet. Og som jeg har forstået det, så er det noget, den nye regering vil kigge på. Der tror jeg da, at vi allesammen sidder spændt og kigger på, hvad det bliver til,« siger Karen Frøsig, der dermed bakker op om bl.a. formanden for Lokale Pengeinstitutter, Claus E. Petersen, der tidligere har kritiseret rammevilkårene.

Karen Frøsig vil dog ikke pege på, præcis hvor regeringen skal sætte ind.

»Mit kompetenceniveau på landbrug er ikke højt nok til at gå i detaljer på det. Jeg hører ligesom alle andre, at det handler om gødningsregler, vandmiljøregler og andre ting. Det er landbrugets organisationer, der må sige, hvor vi kan lette på rammevilkårene på en måde, hvor resten samfundet også kan synes, at det er en god i de. For det er jo langt hen ad vejen miljøhensyn og landbrugshensyn, der står over for hinanden,« siger Karen Frøsig.

Rengeringen har meldt ud, at den vil fjerne en række miljøkrav for at give landmændene bedre produktionsvilkår. Og som Finans og Jyllands-Posten skrev onsdag, så lover erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) at søsætte en finansieringsfond til landbruget.

I regnskabet for 1. halvår giver Sydbank en detaljeret indsigt i tabene på landbruget. Det seneste halvår er nedskrivningerne øget med 144 mio. kr., og banken står nu i en situation, hvor 31 pct. af landbrugsudlånene er i problemer.

Værst ser det ud på kvægbrug, hvor man har nedskrevet på 53 pct. af lånene. For svinebrug er det 35 pct. af lånene. Og på planteavl, som ikke har været ramt af samme drastiske prisfald, er det kun 8 pct. af lånene, som Sydbank forventer at tabe på.

Karen Frøsig mener, at banken med nedskrivningerne i halvårsregnskabet er på sikker grund.

»Vi føler, at vi har taget højde for det, vi skal. Vi har haft stort set samtlige regnskaber for 2014 inde og taget højde for dem i vores nedskrivninger,« siger hun.

Mens Frøsig har forventninger til politikerne, er der også politikere, der har forventninger til Frøsig og de øvrige danske bankdirektører. De ser gerne, at bankerne går ind og eftergiver gæld på de hårdt prøvede landbrugskunder, men det er Sydbank-direktøren ikke meget for.

»Så kan du sige, at bankerne bare kan eftergive al gæld og så er problemet løst, men jeg har jo nogle aktionærer, som gerne vil have nogle af de her penge tilbage på et tidspunkt,« siger Karen Frøsig, der dog ikke afviser, at der i enkelte tilfælde kan blive eftergivet gæld, også kaldet akkordering.

»Vi kan jo ikke bare lave akkorderinger, men hvis det sker i forbindelse med en ejendom, som skal afvikles og en landmand, som arbejder loyalt med, så vil vi da også sikre ham, at han kommer fornuftigt videre,« siger hun.

Ud over landbrugsnedskrivningerne leverede Sydbank pæne tal i onsdagens halvårsregnskab med fremgang på både udlån, basisindtjening og de samlede nedskrivninger. Resultat før skat lød på 693 mio. kr., hvilket er 61 mio. kr. mere end 1. halvår 2014.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.