Fortsæt til indhold
Erhverv

It i to tempi

Kravene til virksomhedernes it-afdelinger stiger hele tiden. Løsningerne er stadig mere komplekse, men skal leveres hurtigere. Heldigvis er nye metoder på vej.

Per Palmkvist Knudsen
Per Palmkvist Knudsen er it-direktør i JP/Politikens Hus.

»Jeg er begyndt at blive nervøs for det her. Lanceringen er afhængig af, at vi får det servermiljø op at køre så hurtigt som muligt. Hvor bliver det af?«

Den slags beskeder er alt for almindelige i min og mine it-chefkollegaers indbakker. For i takt med at digitaliseringsbølgen rammer alle virksomheder, stiger kravene til, at teknikken skal leveres hurtigt, samtidig med at løsningerne bliver mere og mere komplicerede. Hvis alt skal leveres, som it-folkene plejer, bliver det hurtigt umuligt at opfylde bare en lille del af ønskerne. Heldigvis er nye metoder på vej.

Digitaliseringen giver en række tekniske udfordringer for it-afdelingerne. For det første kan – og skal – digitale produkter og tjenester leveres hurtigere. Samtidig forventer kunderne, at virksomhederne naturligvis behandler dem ens – uanset om de kommer ind i den fysiske butik, sidder ved deres pc, bruger deres smartphones eller kontakter dem via Facebook. Derudover øges mængden af data, som skal håndteres i it-systemerne, dramatisk. Alt dette medfører meget hurtigere ændringstakt, samtidig med at kompleksiteten øges betydeligt.

Det har fået it-kloge eksperter til at foreslå, at it-løsninger fremover udvikles og især idriftsættes i to tempi:

Et langsomt spor, hvor ændringerne sker kontrolleret og meget velovervejet med de traditionelle driftsmetoder, der er udviklet gennem de seneste mange år. Der er stadig masser af systemer, hvor behovet for ændringer trods alt er begrænset: En gang om måneden eller om året er nok.

Et hurtigt, typisk kunderettet, spor, hvor der sker hyppige ændringer: Daglige eller ugentlige opdateringer er ikke usædvanlige. Fejl vil forekomme oftere end i det langsomme spor, men det er vigtigere at få erfaringer med nye versioner end at undgå fejl.

McKinsey & Company kalder denne opdeling for Two-speed IT, mens Gartner kalder tilgangen Bimodal IT.

I april udgav Gartner en rapport, der anbefalede, at datacentre blev opdelt i to dele: en ”fabrik” og et ”laboratorium”. Fokus i ”fabrikken” skal være på effektivitet og reduktion af omkostninger, så der kan komme budgetrum til at eksperimentere med nye driftsformer i ”laboratoriet”. Og det er helt nødvendigt, hvis den nødvendige fleksibilitet skal anvendes. Derfor anbefaler Gartner, at virksomhedernes eget udstyr suppleres med ydelser fra de mange leverandører af it-infrastruktur, leveret som cloud computing.

Men der kan let opstå nye problemer, peger Gartner på. Den hurtige metode vil skabe nye sikkerhedsproblemer, som skal håndteres i løsningerne, inden de kommer for langt. Hvilket mange vil forsømme, især hvis cloud-tjenesterne er indkøbt helt uden om it-afdelingen. Problemerne vil vokse sig så store, forventer analysefirmaet, at mere end halvdelen af alle digitale virksomheder i 2020 vil opleve et større servicenedbrud. Derfor anbefaler Gartner, at der allerede nu udnævnes en ansvarlig for løsningen af de digitale sikkerhedsproblemer, uanset om de kommer fra ”fabrikken” eller ”laboratoriet”.

To hastigheder i serverrummet kan sagtens være en vej at gå. Men man kan også se på, hvordan selve it-projekterne gennemføres. Siden årtusindeskiftet har mange taget de såkaldte agile metoder til sig, når nye systemer skulle udvikles. Fremgangsmåden betyder, at projekterne deles op i små bidder, hvor udviklerne i tæt samarbejde med kunden eller brugerne implementerer løsningen. I stedet for at skrive tykke kravspecifikationer bruges tiden på at skrive programmer, mens udviklerne gradvist sætter sig ind i opgaven. Tilgangen har på mange måder bragt programmørerne meget tættere på forretningerne.

Men et sted undervejs glemte mange, at driftsfolkene også skulle være en del af det tætte samarbejde. Derfor er der de seneste år opstået en anden forbedringsbølge, som kaldes DevOps, hvilket står for Development and Operations. Simpelthen for at betone, at driftsfolk og udviklere skal trække på samme hammel og på den måde skabe meget mere agil it-drift. Det er især store onlinevirksomheder som Amazon og Google, der har taget DevOps til sig.

Konkret medfører metoderne, at driftsteknikkerne skal anvende de samme agile processer, teknikker og værktøjer, som udviklerne i mere end 10 år har modnet med succes.

Men driftsfolkene kan ikke bare kopiere teknikkerne. For hverdagen i en driftsafdeling er anderledes end i et udviklingsprojekt. Der er hele tiden ”ildebrande” i form af driftsproblemer, der også skal løses, og konsekvenserne af fejl kan være voldsomme. Derfor er der en anden kultur blandt driftsfolk end hos udviklere, og mange vil være arge modstandere af den hurtige og nogle gange uforudsigelige proces.

Men der er reelt ingen vej udenom. Som i så mange andre af livets forhold er ”det bedste” det godes værste fjende. Det gælder fremover også i vores it-drift. Uanset om den løses i højhastighedsspor eller i dynamiske DevOps-projekter. Konsekvenserne vil være flere it-fejl, men det kan de store it-koncerner godt leve med.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.