Fortsæt til indhold
Erhverv

Torm kan igen blive blandt verdens største

Med amerikanske Oaktree som største aktionær tror Torm igen på, at det kan blive et af verdens største tankrederier.

Troen på en fremtid og troen på en fremtid som et af verdens største produkttankskibsrederier er vendt tilbage hos Torm efter flere års nedtur og voldsomme underskud.

Rederiet med hovedkvarter i "Standvejens shippingklynge" i Hellerup har udsigt til at få tilføjet væsentligt flere skibe fra Oaktree end de 22 skibe, som den amerikanske equity fond allerede ejer i Torm-flåden. Det erfarer ShippingWatch fra flere kilder tæt på processen, som nu handler om at lande en aftale med Oaktree, bankgruppen og aktionærerne, som endeligt kan løse gældsknuden og give Torm ny luft.

Et af verdens største

Så stor en forøgelse af flåden vil bringe Torm tilbage som et af verdens største produkttankrederier, efter at gælden længe har skygget over den almindelige drift i det gamle rederi.

Inden det kommer dertil, er der dog en række forhold, der skal falde på plads, men alene det faktum, at Torm udsender en fondsbørsmeddelelse om, at den aftale, der kom i spil i slutningen af september, begynder at materialisere sig, kan kun tolkes som godt nyt for rederiet og dets ansatte.

For det første skal der landes en aftale med de banker, der i dag står bag gælden på i alt 1,4 milliarder USD. Bankerne skal gå med til en nedskrivning til en milliard USD, som er værdien af Torms flåde i dag. En eller anden form for nedskrivning vil der blive tale om, det har de banker, der allerede har solgt deres gæld i rederiet, accepteret, men som en del af det aftaleudkast, der ligger nu, skal de nuværende fem banker reducere deres gælds-ratio fra 140 procent til 100 procent.

Hvem vil konvertere?

For det andet skal banker og fonde tage stilling til om, og i givet fald i hvilken udstrækning, de vil gøre brug af at konvertere deres gæld til egenkapital via de tegningsretter de opnår ved at reducere værdien af deres gæld.

Og endeligt vil Oaktree, til gengæld for at blive den største aktionær i rederiet, skyde flere skibe ind i Torms flåde, så det bliver en af de væsentligste aktører inden for sit segment.

Hele manøvren vil dog udvande de nuværende aktionærer mærkbart, hvoraf flere - så som Torms tidligere storejer grækeren Gabriel Panayotides - allerede har set deres aktieandel reduceret voldsomt ved den første restrukturering. Herudover kommer de time-charter selskaber, der fik en aktieandel i forbindelse med restruktureringen i 2012, de fem banker, der har gælden i Torm, samt de resterende banker, der fortsat besidder aktier, men ikke længere har gæld.

Torm har i dag 45 ejede skibe, så en tilgang på væsentlig flere end de 22, der er ejet af Oaktree, vil kunne mærkes. Hertil kan så komme nye time charter aftaler. Endvidere er der ifølge aftalen stillet ny arbejdskapital i udsigt. Hvor meget er noget, der også skal forhandles om nu.

Senest i starten af 2015 venter Torm dog en afklaring.

Amerikansk kapitalfond kan blive ny ejer af Torm

Fem banker har underskrevet Torm-aftalen

Långivere i Torm fremlægger forslag til gældsaftale

Artiklens emner
Torm