Nordea-topchef efterspørger reformer
Nordea-topchef Christian Clausen mener ikke, at der er udsigt til et økonomisk opsving lige foreløbigt.
Derfor opfordrer han politikerne til at træde i karakter og gennemføre de nødvendige reformer for at sikre arbejdspladser og konkurrenceevne i fremtiden. Det skriver Berlingske Business.
- Jeg deler frygten for, at der mangler momentum i europæisk økonomi, og det betyder, at vi vil ligge og rode rundt mellem 0 og 1 pct. vækst fremover. Det skaber ikke nogen arbejdspladser. Vi vil være faretruende tæt på nul i inflation og faretruende tæt på nul i vækst, siger Christian Clausen til Berlingske Business.
Topchefen efterspørger en selvstændig vækst som i USA, hvor den amerikanske centralbank Federal Reserve har fået sparket gang i økonomien, og bankernes udlån er stigende.
- Det er ikke, som vi ser i USA, hvor virksomhederne låner nogle penge, bygger en fabrik og skaber nogle arbejdspladser, eller at privatpersoner låner nogle penge, bygger et hus eller et nyt køkken og skaber forbrug for virksomhederne. Det er dét, der skaber opsvinget, og det vi mangler i Europa, siger han.
På den anden side peger han på, at svækkelsen af dollar kan skabe en konkurrencemæssig fordel for europæiske virksomheder, mens de lave oliepriser giver større råderum til at finansiere nye projekter.