Søren Gade forlader Landbrug & Fødevarer
Søren Gade forlader posten som adm. direktør i interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer.
Det bekræfter presseafdelingen hos Landbrug & Fødevarer over for epn.dk.
Jeg kan ikke se mig selv i den nye ledelsesstruktur.Søren Gade, afgående direktør for Landbrug & Fødevarer
Baggrunden for Søren Gades pludselige farvel som adm. direktør i Landbrug & Fødevarer skyldes uenighed om en ny ledelsesstruktur. Han fratræder således efter "gensidig aftale".
Landbrug & Fødevarer har for kort tid siden udnævnt en viceadm. direktør med fokus på organisationens interne udvikling, og Søren Gade siger selv i en pressemeddelelse på Landbrug & Fødevarers hjemmeside, at han ikke kan se sig selv i den nye struktur.
"Det har været en stor glæde at få lov at kæmpe for de mange landmænd og virksomheder, der hver dag sørger for, at vi andre kan få brød, smør, mælk og kød på bordet.
Landbrug & Fødevarer har gennem de seneste år fået større gennemslagskraft som repræsentanten for Danmarks vigtigste væksterhverv.
Men jeg kan ikke se mig selv i den nye ledelsesstruktur. Derfor har jeg indgået en for begge parter fornuftig aftale, der betyder, at jeg stopper i Landbrug & Fødevarer," siger Søren Gade.
Han har været direktør i organisationen siden 1. maj 2012, og Landbrug & Fødevarer har allerede sat værk i en proces med at finde Søren Gades afløser.
Søren Gade har sammen med viceadm. direktør Anne Lawaetz Arhnung, Jan Mousing, Flemming Nør-Pedersen og Lars Daugaard udgjort direktionen i Landbrug & Fødevarer.
Formanden beklager
Formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, beklager Søren Gades afgang.
"Søren Gade har både som lobbyist og offentlig talsmand givet Landbrug & Fødevarer en endnu mere synlig placering i det danske samfund. Det vil jeg gerne sige Søren Gade stor tak for. Både landmænd og virksomheder har haft stor glæde af Søren Gades altid aktive arbejde for fødevareklyngens mange mærkesager. Det er derfor med beklagelse, at vores veje nu skilles," siger Martin Merrild i den fælles pressemeddelelse.
Søren Gade blev tidligere på året nævnt som en mulig ny Venstre-formand, da der var tvivl om, hvorvidt Lars Løkke Rasmussen ville fortsætte på posten.
Over for Ritzau oplyser Søren Gade dog onsdag eftermiddag, at han ikke er på vej til et politisk comeback, selv om Venstre holder landsmøde om to uger.
I en mail til nyhedsbureauet skriver Søren Gade:
"Jeg har været glad for mit job i Landbrug & Fødevarer, men har ikke kunnet se mig selv i en ny ledelsesstruktur. Det er årsagen til, at jeg stopper i jobbet som administrerende direktør i Landbrug og Fødevarer.
Jeg er ikke på vej til at få en opstillingskreds eller andre former for politisk comeback. Jeg vil nu bruge tiden til at finde ud af, hvad jeg skal bruge mit professionelle liv til," hedder det fra Søren Gade.
Populær forsvarsminister
Søren Gade var forsvarsminister 2004-2010 og vellidt i både VK-regeringen og i forsvaret.
Men han valgte at forlade posten i februar 2010 efter den såkaldte jægersoldatbog. En it-chef havde fremstillet en falsk oversættelse af Thomas Rathsacks bog "Jæger - i krig med eliten."
Forsvaret mente, at bogen afslørede forhold forsvarsforhold, som kunne udnyttes af Danmarks fjender.