Vestas-rival med pæn gevinst i Marokko
Det nordafrikanske land har store vindplaner, der nu kommer General Electric til gode med en ordre på 56 vindmøller.
Amerikanske GE har sikret sig en ordre på 100 megawatt fordelt på 56 af vindmøller af 1,7 MW til et projekt i det sydlige Marokko.
Det nordafrikanske land har betydelige vindambitioner, og at de amerikanske vindspecialister ser gode muligheder i det møllefattige land, illustreres af at selveste GE-topchef og formand Jeffrey Immelt er på banen.
"Den her aftale bekræfter vores forpligtelse i forhold til Marokkos vindudvikling. Vores erfaring på mere end 100 år i energiproduktion er et godt match til at nå Marokkos vindmål og understøtte landets industrialisering," siger Immelt i en meddelelse, der bekræfter, at GE har kørt det helt tunge kavaleri i stilling i landet.
Der er da også nogle mølleordrer at komme efter.
Landet har et mål om at investere godt 21 mia. kr. i at få 2.000 MW vindkraft installeret i 2020. Mange spillere er godt i gang med at kurtisere afrikanerne.
Lige nu dyster Vestas med Acciona, Alstom, Gamesa og Siemens om en samlet ordre på 850 MW til Marokko.
Dagens ordre til GE, der er selskabets første i Nordafrika, er lagt af Nareva Holding, hvis datterselskab Energie Eolienne du Maroc har udviklet projektet. Projektet skal opføres nær Akhfennir i den sydlige del af landet.
Udover Jeffrey Immelt var også den marokkanske elite repræsenteret ved underskrivelsen af aftalen i form af Ahmed Nakkouch, CEO for Nareva Holding og Nabil Habayeb, GE-CEO i Mellemøsten, Nordafrika og Tyrkiet. Immelt fik også plejet politiske interesser ved besøget i kongeriget, hvor han mødte Abdelkader Amara, der er minister for energi, miner, vand og miljø.