Fortsæt til indhold
Erhverv

Air France foreslår time-out af Transavia-projekt

Mens Air France fortsætter med at være lammet af pilotstrejke, skriver flere medier mandag formiddag, at selskabets planer om at lægge trafik over i lavprisselskabet Transavia kan blive suspenderet frem til udgangen af året.

Ritzau Finans

Topchefen for Air France - KLM, Alexandre de Juniac, siger i et interview med Le Monde ifølge Bloomberg News, at selskabet har foreslået en suspendering af udviklingen af sit Transavia-projekt i Europa, eksklusiv Frankrig og Holland, indtil udgangen af året for at skabe plads til yderligere forhandlinger med pilotforeningerne.

Lørdag stemte piloterne i Air France for at forlænge den strejke, som selskabet har lidt under siden mandag i sidste uge. Strejken vil nu fortsætte indtil 26. september. Air France meddelte fredag, at strejken koster selskabet 10-15 mio. euro dagligt, svarende til 74-112 mio. kr., på grund af de mange aflysninger.

Air France-KLM fortalte tidligere på måneden, at det som led i den nye strategi vil satse på lavpris, hvilket vil medføre omlægning af en del af aktiviteterne til lavpris-datterselskabet Transavia.

Air France vil kaste 1,3 mia. dollar i Transavia, som det vil udvikle til et af Europas største lavprisselskaber. Det er planen, at Transavias flåde i 2017 skal være fordoblet til 100 fly, og målet er 20 mio. passager om året.