GM kalder 221.000 biler tilbage
Problemer med bremser kan føre til overophedning og udgøre en brandfare.
Så må den amerikanske bilgigant General Motors (GM) igen kalde biler tilbage til kontrol.
Denne gang gælder det godt 221.000 nye biler, der skal have parkeringsbremserne kontrolleret. 205.000 af bilerne er solgt i USA.
Bilerne kaldes tilbage på grund af problemer med parkeringsbremserne. Overophedning kan ifølge MarketWatch forringe bremseegenskaberne og udgøre en brandfare.
Tilbagekaldelserne gælder Cadillac XTS i årgangene 2013-15 og Chevrolet Impala i årgangene 2014-2015. Tilbagekaldelserne kommer som følge af en undersøgelse gennemført af de amerikanske vejmyndigheder i National Highway Traffic Safety Administration (NHTSA).
Ingen advarsel
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har der været problemer med, at en advarselslampe ikke har virket, selv om parkeringsbremsen ikke har været helt udløst. Det har ført til overophedede bremsebelægninger.
"Hvis bilerne kører med en delvis aktiveret parkeringsbremse, vil bagbremserne udvikle ekstra varme og røg," hedder det fra NHTSA.
Ifølge GM har problemerne ikke været skyld i ulykker.
Men NHTSA har flere gange kritiseret GM for at være for langsom til at give besked om mulige fejl på bilerne. GM har allerede i år tilbagekaldt flere end 29 mio. biler.
Halvdelen af dem har været til kontrol for tændingslåse. En defekt kunne medføre, at tændingen pludselig forsvandt, så føreren dermed mistede kontrollen over bilen. Ifølge NHTSA har det ført til 19 dødsulykker.
Det er især disse dødsulykker, der har fået myndighederne til at lange kraftigt ud efter bilproducenten.