Usikkerhed om Air France-flyvninger til Danmark
Afgange til og fra Københavns Lufthavn og Billund Lufthavn rammes måske af Air France strejke.
Det franske flyselskab Air France aflyser 60 pct. af sine flyvninger allerede fra mandag morgen, det oplyste selskabet sent lørdag aften. Aflysningerne skyldes, at en stor del af luftfartselskabets piloter strejker.
Air France flyver både til og fra Københavns Luft og Billund Lufthavn. Men selskabet har endnu ikke oplyst, hvilke flyvninger der mandag bliver ramt af strejken.
Hverken i Københavns Lufthavn eller Billund Lufthavn har man hørt noget fra Air France om aflyste flyvninger endnu.
"Vi har ikke hørt noget om det endnu, men hvis det rammer Danmark, forventer jeg også først, at vi hører om det mandag morgen," siger Lea Holm, der er kommunikationsrådgiver i Københavns Lufthavn, til EPN.
Air France har mandag, hvor strejken forventes at starte, ti flyvninger til og fra Billund Lufthavn og ti flyvninger til og fra Københavns Lufthavn. I Københavns Lufthavn er det passagerer, der skal til og fra Paris, der risikere at blive ramt, mens det i Billund Lufthavn er ruterne mellem Amsterdam og Paris, som Air France flyver på.
Strejken skyldes, at piloterne er vrede over luftfartsselskabets planer om at mindske omkostningerne i virksomheden for at generobre markedsandele fra lavprisselskaber.
Air France forventer, at strejken kan vare indtil den 22. september, det har virksomhedens adm. direktør, Frederic Gagey, sagt til fransk radio.
"Passagererne vil blive informeret, og vi beder dem om muligt at ændre deres billetter til efter denne periode, der er lidt usikker," siger Frederic Gagey.
I Københavns Lufthavn opfordrer Lea Holm rejsende, der skal flyve med Air France, til løbende at holde sig orienterede om flyvningerne.
"Det er en god idé at følge med på Air Frances hjemmeside og på vores hjemmeside, hvor vi videregiver informationer fra flyselskaberne, så snart vi har dem," siger hun.
Air France har oplyst, at strejken svarer til et tab på mellem 75 og 110 millioner kroner hver dag.