Fortsæt til indhold
Erhverv

Nu kan korte boliglån konverteres

Boligejere med korte lån kan nu også få adgang til konverteringscirkusset.

Normalt giver det kun mening at konvertere et boliglån med 30 års løbetid. Men nu får boligejere med 15- og 20-årige lån billet til konverteringscirkusset.

Det er en realitet, efter at Realkredit Danmark, Nordea Kredit og BRFkredit har besluttet at åbne for et 20-årig 2 pct.-lån. Realkredit Danmark og Nordea Kredit tog beslutningen mandag og betegner det nye lån som en "milepæl."

"Vi har ikke i nyere tid haft et 20-årigt fastforrentet lån på hylden med en så lav kuponrente," siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.

Nykredit har også et 2 pct. lån, men det lukkes snart på grund af serieskiftet. Nykredit ventes at åbne et nyt som konkurrenterne.

I de senere år har de historisk lave renter og et større fokus på konsolidering af privatøkonomien betydet en øget efterspørgsel efter fastforrentede lån med en kortere løbetid end 30 år, mener han.

"Alene vores fastforrentede 20-årige lån i årgang 2034 stod for en udstedelse på mere end 20 mia. kr. Har man den luksus at have råd til - og prioriterer - at nedbringe realkreditgælden over en 20-årig horisont frem for en 30-årig horisont, er der også mange penge at spare gennem lånets løbetid," siger RDs cheføkonom.

Optager man et nyt 20-årigt fastforrentet lån med kuponrente på 2 pct. - og en forventet kurs på 97 - mod et 30-årigt 2,5 pct.-lån i omegnen af kurs 96,5, ender den samlede ydelsesbetaling efter skat cirka 185.000 kr. lavere på det 20-årige lån. Der er tale om et lån på 1 mio. kr.

Det fast forrentede 20-årige 2 pct.-lån er attraktivt for nye boligkøbere, som ønsker fast lav rente, og som samtidig ønsker at udnytte de historisk lave renter til at sætte turbo på afviklingen af gælden. De får samtidig en vis beskyttelse af deres friværdi i boligen i tilfælde af fremtidige rentestigninger.

"Det er dog klart, at kursfølsomheden på det 20-årige lån i sagens natur er mindre end på et 30-årigt lån. Ligeledes skal man som låntager gøre sig klart, at der vil være en risiko for indlåsningseffekt på det nye 2 pct.-lån - helt som der fortsat er på det nye 30-årige 2,5 pct.-lån."

Ellers er 2 pct.-lånet mere end oplagt i forbindelse med konverteringer, mener Christian Hilligsøe Heinig.

"Mange boligejere med fastforrentede 4 pct.-lån og 5 pct.-lån og med en restløbetid i omegnen af 20 år vil med fordel kunne lægge om til det nye 2 pct.-lån, og dermed optimere deres boligøkonomi.

Hvis man konverterer fra 4 pct til 2 pct. på et lån på 1 mio. kr. og en restløbetid på 20 år, sparer man i omegnen af 185 kr. om måneden efter skat, mens ens afdrag vokser med 835 kr.

Konvertering fra fast forrentet 4 pct. lån til 2 pct. lån med afdrag

Lån: 1 mio. kr., løbetid: 20 år
LåntypeKursYdelse før skatYdelse efter skatHeraf afdragRestgæld
4 pct.1006.6345.3352.7811.000.000
2 pct975.9285.1493.616.1.054.000
Ændring- 705- 18683554.000
År til break-even 4 ved kurs 100, ved aktuel kurs: 1,5 år.

Kilde: Realkredit Danmark