Fortsæt til indhold
Erhverv

Sikken uge: Boligrenter i bundrekord

Det har aldrig været billigere at låne til bolig i Danmark. Både de korte og lange renter i historisk bund.

Sikken uge. De korte renter er faldet yderligere, så et afdragsfrit F3-lån på 1 mio. kr. nu kun koster 827 kr. om måneden efter skat, viser resultatet af den første uges auktion over fleksobligationer i Nykredit.

Renten på F3-lånet er dermed nede i 0,48 pct. Så lavt har det aldrig været. F1-renten sluttede ugen i 0,37 pct. Det er ikke bundrekord. Den er på 0,25 pct.

Det kan dog alene forklares med det regeringsindgreb, der resulterede i et renteloft. Indgrebet koster 0,1 pct. point på renten, har de efterfølgende auktioner vist.

Men også de lange renter er rekordlave.

Kursen på den helt nye 30-årige 2,5 pct. obligation har været oppe at vende omkring kurs 97 og sluttede ugen lige under.

Ugen betød også et farvel til det 20-årige lån. Reelt har Realkredit Danmark og Nordea Kredit ikke længere et 20-årigt lån på hylderne. Kun Nykredit har et 20-årigt 2 pct. lån og mere end antyder, at et nyt er på vej, når det ordinære serieskift snart er gennemført. Så alt tyder på, at Nykredit lancerer et nyt 20-årigt lån med en rente på 2 pct.

Som eneste realkreditinstitut har BRFkredit allerede et nyt 20-årigt lån. Instituttets 2,5 pct. lån har danset over og under kurs 100, og de, der har fået et lånetilbud hjem, da lånet var under 100, kan tage det roligt. Tilbuddet gælder stadig, og der er mulighed for at score en kursgevinst.

Heller ikke det lån giver det store kurstab. Obligationen handles i øjeblikket i en kurs over 96.

Første uge af Nykredits auktion viser, at der er grund til at glæde sig for alle, der har et F3-lån, som skal refinansieres nu. Har man et uden afdrag, sparer man knap 700 kr. om måneden efter skat. Er lånet med afdrag, sparer man 269 kr. om måneden.

"Låntagere med F3-lån kan være begejstrede," lyder det fra forbrugerøkonom Camilla Skovsbo Erichsen i Sydbank. Hun har regnet på, hvilke konsekvenser de lave renter får for kunderne.

Lån på 1 mio. kr.

LånForeløbig rente i pct.Mdl. ydelse efter skat i kr.Forskel i fht. nuværende ydelse
F1 med afdrag0,383.279- 24
F1 uden afdrag765- 61
F3 med afdrag0,483.300- 269
F3 uden afdrag827- 697

Bidrag på 0,75 med afdrag og 0,94 uden afdrag, løbetid 30 år, skat 30,6 pct., kursfradrag på 10 øre. Kilde: Nykredit og Sydbank