Fortsæt til indhold
Erhverv

Udlandet banker din boligrente i bund

Stigende udenlandsk interesse for danske realkreditobligationer.

Danske boligejere får i øjeblikket en hjælpende hånd fra udlandet. Det er i høj grad de udenlandske investorer, der er med til at banke boligrenten i bund.

Tidligere var interessen størst for de helt korte F1-obligationer, men i det seneste år har man kunnet mærke en større interesse for fleksobligationerne med lidt længere løbetid.

Og at det er en af årsagerne til, at renterne er faldet yderligere, er man ikke i tvivl om hos Nykredit, der i øjeblikket er i gang med en større auktion over fleksobligationer.

For hver obligation, der har været sat til salg, har der groft sagt været fem bydere.

Det gøres op efter begrebet "bid to cover", der i dette tilfælde er 5. Udviklingen er på alle måder positiv, fastslår områdedirektør i Nykredit Sune Worm Mortensen.

Støt stigende

"Det er logisk, at der vil være en vis interesse ved en refinansiering, for dem, der får deres obligationer indløst, har jo et naturligt placeringsbehov. Men et bid to cover på 5 er i den høje ende, og den er vokset en smule, jo længere løbetid, der er på obligationerne," siger Sune Worm Mortensen til epn.dk.

"Vores ejerandel blandt udenlandske investorer er støt stigende. I udlandet kender de til flekslån, fordi der er tale om inkonvertible obligationer. Der er obligationslån knap så populære, fordi investorerne risikerer, at de bliver indfriet til kurs 100 lige pludselig," siger Sune Worm Mortensen.

Investorerne lader ikke nødvendigvis obligationerne ligge passivt, men bruger dem i andre forretninger, hvor de spekulerer i renten.

Lange obligationer også eftertragtede

I Nykredit har man dog noteret sig, at også de helt lange obligationer med 30-årig løbetid er eftertragtede i udlandet.

"Det er rigtig godt, for spredningen af obligationerne minimerer risikoen for indlåsning," siger Sune Worm Mortensen.

I Realkreditforeningen måler man regelmæssigt, hvem der køber de danske realkreditobligationer. Ved seneste måling blev ca. 20 pct. af obligationerne købt af udenlandske investorer.

Der er en tydelig tendens. Tidligere var der kun interesse for F1-obligationerne, men nu er der også stor interesse for F3- og F5-obligationer.

"Danmark bliver stadig betragtet som en sikker havn af investorerne. Jo mere uro, der er globalt, desto mere udtalt bliver det," siger direktør i Realkreditforeningen, Karsten Beltoft, til epn.dk.

Flekslån er en stangvare

Han betegner flekslånene som en "international stangvare."

"Udenlandske investorer er trygge ved dem," konstaterer han.

Der er realkreditobligationer på udenlandske hænder for ca. 500 mia. kr. F1-obligationerne har hidtil udgjort ca. halvdelen, men det er der ved at blive lavet om på.

Sidste år var der kun 30-årige obligationer på udenlandske hænder for ca, 1,3 mia. kr. Det tal har for længst rundet 30 mia. kr. i år.