Lave priser lokker nethandlende danskere til udlandet
Danskerne handlede i fjor for cirka 69 mia. kr. i danske og udenlandske netbutikker.
Lavere pris er stadig den altafgørende grund til, at nethandlende vælger en udenlandsk netbutik frem for en dansk. Den anden væsentlige årsag er, at varen ikke findes i Danmark.
Det fremgår af en ny analyse, som Dansk Erhverv har udarbejdet om detailhandlen i Danmark. I et afsnit om nethandel vurderes det, at danskerne i fjor brugte cirka 69 mia. kr. på nethandel.
Heraf blev en femtedel placeret i udlandet.
Udfordringer for danske butikker
Analysen slår også fast, at nethandlen i fjor udgjorde knap 8 pct., uanset om det sættes i forhold til detailomsætningen, det private forbrug eller antallet af dankorttransaktioner.
Men selv om de danske forbrugere er blandt de flittigste nethandlende i EU-landene, står virksomhederne over for nogle udfordringer i forsøget på at klare sig i konkurrencen med de udenlandske netbutikker.
Det skyldes især høje omkostninger til løn og moms samt nogle afgifter, lyder det fra Dansk Erhverv.
Timeløn højere i Danmark
"Når vi sammenligner med Tyskland og Storbritannien, som er nogle af de populære lande at handle i for danskerne, er der stor forskel på på timelønningerne i detail- og engroserhvervene," forklarer Marie Louise Thorstensen, der er politisk konsulent i Dansk Erhverv.
Hun henviser til Eurostat-tal fra 2011. Dengang var timelønnen i Danmark på 35,3 euro, mens timelønnen i henholdsvis Tyskland og Storbritannien var 24,9 og 15,8 euro.
"De er de seneste tal, som vi har adgang til. Timelønnen er i dag måske lidt højere, men forholdet har ikke ændret sig," siger Marie Louise Thorstensen.
Varer er dyrere i Danmark
Samtidig peger hun på, at momsen også er højere i Danmark. Sammen med de højere lønninger gør det varerne i de danske butikker dyrere end varerne i udenlandske butikker.
Og prisen er da også den afgørende faktor for, at danskerne vælger en udenlandsk nedbutik frem for en dansk.
"Vi har i juni lavet en undersøgelse, der viste, at 68 pct. angiver en lavere pris i udlandet som grund til at handle der. 50 pct. har forklaret, at den ønskede vare ikke fandtes i Danmark," fortæller Marie Louise Thorstensen.
"De danske netbutikker er veletablerede, og kunderne har tillid til dem. Men prisen tæller alligevel mest," siger hun.
Job flytter til udlandet
Hun tilføjer, at omkostninger betyder, at danske netbutikker eksempelvis flytter lagre til Polen og it-funktioner til Ukraine. Derfor vurderer Dansk Erhverv, at cirka 3.700 nethandels-arbejdspladser ligger i udlandet frem for i Danmark.
Samtidig peger hun på et særligt momsproblem.
"Når en udenlandsk netbutik sælger for mere end 280.000 kr. til danskerne, skal den afregne dansk moms. Men ofte sker det ikke.
Vi anslår, at momsunddragelsen fra udenlandske netbutikker årligt koster statskassen 500 mio. kr. Vi håber, at Skat forstår at dæmme op for det, så de danske netbutikker kan konkurrere på mere lige vilkår," siger Marie Louise Thorstensen.
Rejser i Danmark - tøj i udlandet
Analysen viser i øvrigt, at danskerne især køber underholdning og rejser i de danske netbutikker, mens tøj, sko og elektronik er de mest populære køb i udenlandske netbutikker.
Cirka 30 pct. af danskernes nethandel skete i fjor fra en smartphone eller tablet.