Pressalit tabte omsætning igen
Usikkerhed kostede hele årets overskud. Nu skal der trimmes, siger direktøren.
De sidste tre måneder af 2012 blev mere eller mindre katastrofale for toiletsæde-virksomheden Pressalit.
En kraftig opbremsning i byggesektoren betød, at årets samlede omsætning endte på 398 mio. kr. Det er et fald i omsætningen på knap 8 pct. i forhold til 2011.
Årets resultat blev på 741.000 kr., hvilket også var markant lavere end i 2011.
Voldsom opbremsning
Efter flere år med krise på de europæiske markeder er grossister og vvs-forhandlere begyndt at reagere voldsomt, så snart markedet viser tegn på usikkerhed.
"Det oplevede vi i fjerde kvartal, da der opstod en markant forsigtighed på de europæiske markeder, og salget bremsede voldsomt op. Samtidig har projektsalget også været svagt. Groft sagt kostede det os hele årets overskud," siger ordførende direktør Dan Boyter.
Den trængte markedssituation giver nu anledning til, at Pressalits organisation skal trimmes. Der skal findes besparelser for et tocifret millionbeløb, og omkostningerne skal nedbringes, så virksomheden kan tjene penge med en lavere omsætning.
Nye markeder
"Vi har allerede en trimmet organisation, så det ligger ikke i kortene, at vi skal til at afskedige en hel masse produktionsarbejdere. Men det er muligt, at der kommer enkelte afskedigelser hist og her," siger Dan Boyter.
Pressalit skal, udover at trimme organisationen, gøre sig mindre afhængig af de europæiske markeder, som ellers historisk set har stået for mere end 90 pct. af omsætningen.
Den store vækst skal findes udenfor Europa.
"Vækstpotentialet ligger især i Nordamerika og Asien. Det er på de markeder, at vi skal styrke vores position," siger Dan Boyter.