Dit fly er aflyst - hvad har du ret til?
Flypassagerer har mange rettigheder, men er ofte ikke klar over det.
Det er surt, når flyet er forsinket, bliver aflyst, eller bagagen ikke dukker op.
Men der er hjælp at hente, for danske flypassagerer har en del rettigheder, som de ofte ikke er opmærksomme på.
Forbruger Europa, der er en del af Forbrugerstyrelsen, oplever en lind strøm af klager over flyrejser.
Får mange henvendelser
"Ofte drejer det sig om sager, hvor der er uenighed mellem selskabet og passageren om, hvorvidt passageren skal have kompensation," siger Martine Kiding, der er leder af Forbruger Europa.
Når selskaberne afviser at betale kompensation, henviser de ofte til, at aflysningen skyldes usædvanlige omstændigheder. Er det krav opfyldt, har passageren nemlig ikke ret til kompensation.
"Passagerer får ikke nødvendigvis medhold i alt. Men generelt får vi mange henvendelser fra danske flypassagerer, der er i tvivl om deres rettigheder. Sommerferien står for døren, så det kan være nyttigt, hvis man kender sine rettigheder på forhånd, inden man skal ud at rejse," siger Martine Kiding.
Forbruger Europa har derfor lavet en mini guide om flypassagerers rettigheder.
Hvis flyet bliver aflyst
Hvis dit fly bliver aflyst, har du krav på enten at få omlagt rejsen eller få billetprisen retur.
Hvis du vælger at få omlagt din rejse, og det indebærer, at du først skal af sted dagen efter eller senere, skal du tilbydes gratis overnatning og transport til og fra lufthavnen.
I ventetiden skal du tilbydes gratis måltider og forfriskninger, og du skal have mulighed for at give besked om din forsinkelse på telefon, mail eller fax.
Der er dog grænser for dine rettigheder. Du får ikke nødvendigvis udbetalt differencen, hvis du vælger at få dine penge tilbage for billetten og selv køber en ny rejse.
"Derfor er det en god idé at kontakte flyselskabet forud for en eventuel omlægning af rejsen," siger Martine Kiding.
Et forsinket fly
For at være omfattet af rettigheder ved et forsinket fly kræver det, at du har været ved check-in i rette tid. Reglerne gælder for:
- Flyvninger på 1.500 km og derunder: Mindst to timers forsinkelse.
- Flyvninger inden for EU på mere end 1.500 km og andre flyvninger på mellem 1.500 og 3.500 km: Mindst tre timers forsinkelse.
- Alle andre flyvninger: Mindst fire timers forsinkelse.
Du har ret til:
- Måltider, der står i forhold til ventetiden, og to gratis telefonopkald eller mails.
- Hotelophold, hvis du må overnatte plus transport til og fra lufthavnen.
- Hvis flyet er mere end fem timer forsinket, kan du vælge at aflyse rejsen og få dine penge tilbage for billetten plus samt en returflyvning til første afgangssted.
Som udgangspunkt har du også krav på kompensation, hvis dit fly er mere end tre timer forsinket, og konsekvensen er, at du når din endelige destination mere end tre timer efter det oprindeligt planlagte tidspunkt.
En besværlig mellemlanding
Der er forskel på, hvad du kan have ret til, hvis du ikke når dit forbindelsesfly på en flyrejse med mellemlanding. Det afgørende er, om flyrejsen er købt samlet hos flyselskabet eller rejsebureauet, eller om den er købt separat hos flere selskaber.
Et samlet køb giver bedre sikring, hvis du ikke når dit forbindelsesfly. I så fald er det nemlig flyselskabet, eller rejsebureauet, som er ansvarlig for, at flyrejsen hænger sammen.
Køber du i stedet separate billetter hos forskellige selskaber, er du som udgangspunkt selv ansvarlig for, at der er nok transittid i lufthavnen til at nå dit forbindelsesfly.
Hvis du ikke når dit fly i forbindelse med en mellemlanding, fordi det første fly er forsinket, kan du have ret til erstatning. Det kræver dog bl.a., at flyselskabet på den første flyvning vidste, at du skulle videre med et andet fly.
Nægtet boarding
Hvis et fly er overbooket, har flyselskabet ret til at nægte nogle passagerer til at boarde. Til gengæld har selskabet visse forpligtelser over for dig.
Du har ret til økonomisk kompensation, og størrelsen af kompensationen afhænger af, hvor langt du skal flyve. Desuden skal du tilbydes valget mellem at få billetprisen tilbagebetalt eller få omlagt rejsen.
Vælger du frivilligt at stå af flyet, skal du tilbydes en godtgørelse, der aftales med flyselskabet. Hvis du vælger at få omlagt din rejse, og det indebærer, at du først skal af sted dagen efter eller senere, skal du tilbydes gratis overnatning og transport til og fra lufthavnen.
I ventetiden skal du tilbydes gratis måltider og forfriskninger, og du skal have mulighed for at give besked om din forsinkelse på enten telefon, mail eller fax.
Problemer med bagagen
Hvis din bagage ikke dukker op, er en Property Irregularity Report, også kaldet PIR, din bedste ven. Denne rapport er dit bevis på, at du ikke har modtaget din bagage rettidigt, eller at den er blevet beskadiget i flyselskabets varetægt.
Er din bagage forsinket, og du har haft udgifter til tøj, skal du kræve erstatning senest 21 dage efter, at du har modtaget din bagage igen. Modtager du ikke bagagen senest 21 dage efter, den skulle være kommet frem, kan du også kræve erstatning.
Den maksimale erstatning udgør ca. 9.800 kr. Erstatningens størrelse afhænger blandt andet af, hvor længe du har måttet undvære din bagage, eller hvor stor skaden er.