Fortsæt til indhold
Erhverv

Dyrt at låne rentefrit til forbrug

Af SØREN KRAGBALLE

Det kan være dyrt at låne rentefrit til forbrug. Især hvis det drejer sig om et lille lån. Hvis man låner minimumsbeløbet på 1000 kr. hos Elgiganten bliver den årlige omkostning 518 kr. Det svarer til en rente på 51,8 pct.

»Det er klart, at når man låner meget lidt som eksempelvis 1000 kr., så er det temmelig dyrt. Men der er ikke tale om renter. Forbrugeren betaler et oprettelsesgebyr på 350 kr. og 14 kr. om måneden i administration. Og det lægger vi heller ikke skjul på i vores annoncer,« siger økonomidirektør Jan Hammerlund fra Elgiganten/Køkkenland.

Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen har tidligere harceleret over, at flere kæder bruger udtrykket »rentefrit«, når der efter hans mening blot er tale om, at man omdøber renter til gebyr.

Elgiganten har da også fået en henvendelse fra forbrugerombudsmanden, hvori han beder kæden om at forklare sig. Blandt andet oplyser annoncen ikke de samlede kreditomkostninger, som prismærkningsloven ellers kræver.

»Vi er ikke enige i, at gebyrerne kan sammenlignes med renter. Der er ingen renter på de lån. Vi mener, at vi giver en langt bedre og letforståeligt oplysning. Det koster 350 kr. at oprette et lån og 14 kr. om måneden. Uanset størrelsen af lånet,« siger Jan Hammerhøj.

Han tilføjer dog, at kæden i fremtiden vil sørge for at oplyse de samlede kreditoplysninger.

Et gennemsnitligt udlån hos Elgiganten ligger ifølge Jan Hammerhøj på 8000 kr. Det svarer til en årlig rente på 6,4 pct. Alligevel fastholder han, at der er tale om et gebyr og ikke en rente.

For forbrugeren er der yderligere den ulempe ved »gebyrrenterne«, at de ikke kan trækkes fra. Skatteminister Ole Stavad accepterer nemlig kun rigtige renter til fradragene på selvangivelsen.