Solcelle- og vindmølleejere i millionklemme: Skattesnydere eller uskyldige frontløbere på den grønne scene
Knap 2.000 solcelle- og vindmølleejere er til deres store overraskelse havnet i en dyr klemme, fordi de har sendt for meget grøn strøm til elnettet.
Har tusindvis af solcelle- og vindmølleejere bevidst snydt med elafgift for et tocifret millionbeløb, eller er de uskyldige ofre for et misforstået og rigidt kontrolregime?
Det er kernen i et samråd, som Venstre og Danmarksdemokraterne har indkaldt skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M) til.
Ifølge klima- og energiordfører Mads Fuglede (DD) er der ingen tvivl om svaret.
»Man forsøger at gøre de her mennesker til skattespekulanter,« fastslår det vestjyske folketingsmedlem.