Købte strøgejendom af mystisk milliardær: Nu sælger bank ejendommen til næsten det halve
AL Sydbank vil sælge markant Aarhus-ejendom for næsten det halve af, hvad den blev købt til af milliardæren Ib Nymark Hegelund.
Den danske bank AL Sydbank vil sælge en strøgejendom på Søndergade i hjertet af Aarhus for 46,5 mio. kr.
Det skriver ejendomsmæglerkæden EDC Poul Erik Bech, der skal formidle salget, i en pressemeddelelse.
Ifølge oplysninger fra tinglysningen blev ejendommen i 2018 købt af Arbejdernes Landsbank, som nu er blevet til AL Sydbank, fra enzymmilliardæren Ib Nymark Hegelund for 80 mio. kr.
Derfor sælges den nu for et beløb, der er 33,5 mio. kr. lavere.
Ejendommen ligger på strøget i midten af Aarhus, hvor den øverste etage har fungeret som Sydbanks storrumskontor.
Frank Heskjær, der er detailchef hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus, udtaler i pressemeddelelsen, at beliggenheden gør ejendommen særlig attraktiv.
»Søndergade 15 har en absolut topplacering på Aarhus’ hovedstrøg, og med Salling Stormagasin som nærmeste nabo bliver synligheden og beliggenheden i Aarhus C næppe bedre,« fortæller Frank Heskjær.