Fortsæt til indhold
Erhverv

Dansk topchef i Nordens største bank om betændt debat: Der er en grund til at realkredit ikke er udbredt i andre lande

Nordeas topchef, Frank Vang-Jensen, siger, at prioritetslån kan være lige så billigt og mere fleksibelt end et realkreditlån for nogle boligejere.

Der er en grund til, at realkreditlån nærmest kun står på hylden i Danmark og ikke andre steder i verden.

»Hvis realkreditproduktet er så godt og unikt, som nogen gerne vil gøre det til i Danmark, så ville det for længst være at finde i andre lande. Men sådan forholder det sig ikke,« siger Frank Vang-Jensen, adm. direktør for hele Nordea, der er den største bank i Norden.

Den danske topchef blander sig dermed i debatten om de danske boliglån, der har raset i medierne siden foråret, og som kostede Nykredits topchef, Michael Rasmussen, posten som formand for bankernes interesseorganisation, Finans Danmark.

Nordeas topchef vurderer, at realkreditproduktet måske nok er godt for nogle især på den lange bane, men det er også kompliceret.

Omvendt beskriver han prioritetslån som letforståelige, konkurrencedygtige og fleksible.

»Det er egenskaber, som kunderne godt kan lide. Og hvis du ikke interesserer dig meget for økonomi, så er realkreditsystemet kompliceret,« siger Frank Vang-Jensen.

Han synes derfor, at den ophedede debat om, hvorvidt udbredelsen af prioritetslån i Danmark risikerer at tage livet af det danske realkreditsystem, mangler noget.

»Det er da en interessant diskussion, men den er også meget snæver, fordi vi ikke taler om, hvorfor næsten alle andre lande yder boliglån på en anden måde, der er enkel, konkurrencedygtig og fleksibel,« siger Frank Vang-Jensen.

Frank Vang-Jensen har netop offentliggjort regnskab for årets tredje kvartal, hvor Nordea tjente 11,5 mia. kr. før skat.

Det er en tilbagegang på 4 pct. eller 419 mio. kr. i forhold til samme kvartal sidste år.

Resultatet efter skat blev 8,8 mia. kr., hvilket også er en tilbagegang på 4 pct.

Det skyldes dog først og fremmest øgede nedskrivninger, som stadig befinder sig på et lavt niveau for en bank af Nordeas størrelse.

Topchefen er da også ret tilfreds med udviklingen i banken.

»Tredje kvartal er altid lidt langsomt pga. sommerferie i hele Norden, men vi har et godt momentum,« siger Frank Vang-Jensen, der i samme åndedrag beder om lov til at uddybe, og det får han selvfølgelig lov til.

Han peger på, at Nordea det seneste år har øget den samlede forretningsvolumen og kundebase, ligesom banken har solgt enten flere produkter eller øget forretningsomfanget til de eksisterende kunder.

Gebyrindtægterne på rådgivning og salg af produkter steg med 9 pct. det seneste år. Erhvervsudlånet steg med 8 pct., mens indlånet steg med 7 pct.

Samtidig er salget af investeringsprodukter i bankens afdeling for kapitalforvaltning steget med 13 pct., så den nu investerer en samlet formue på 3.797 mia. kr.

»Vi har et godt momentum og gør gode fremskridt på eksekveringen af vores 2030-strategi,« siger Frank Vang-Jensen, der nærmest kan forudse, hvad Finans dernæst vil spørge ind til – nemlig udviklingen i Nordea Pension i Danmark, hvor der har været flere historier om, at selskabet kæmper med uduelige it-systemer og manglende konkurrencedygtige produkter.

Han skynder sig derfor at tilføje, at det også går godt i Nordea Life & Pensions, hvor Nordea Pension hører under.

»Her går det godt i alle fire lande,« lyder det fra topchefen.

Finans vil selvfølgelig gerne vide, om det også gælder for pensionsområdet i Danmark.

»Nordea Pension i Danmark følger planen. Det handler om, at vi fokuserer på salg af pensionsprodukter til vores erhvervskunder med særlig fokus på smv-segmentet og til vores private banking-kunder, og det går godt,« siger Frank Vang-Jensen.

Han har bemærket kritikken af, at Nordea Pension er fraværende, når danske virksomheder via pensionsmæglere sender deres medarbejderes pensionsordninger i udbud.

Men kritikken er forfejlet, lyder det.

»Jeg vil ikke udelukke, at vi på et tidspunkt kommer dertil, at vi vil deltage, men det er bare ikke vores hovedfokus lige nu. Vi fokuserer på smv-segmentet og på at få produktet integreret i vores mobilbank,« siger Frank Vang-Jensen.

I regnskabet for tredje kvartal i år skjulte sig en decideret nyhed om, at Nordea ville sætte sit aktietilbagekøbsprogram på pause.

Topchefen afviser, at det skyldes, at banken har udbetalt så mange penge til aktionærerne, at den efterhånden er blevet lidt for tyndt polstret.

»Dét, vi kommunikerer i dag, er, at der ingen ændring er af kreditkvaliteten eller udlånsrisikoen. Men vi har ansøgt den europæiske tilsynsmyndighed, som vi hører under, om at få godkendt nye interne, ratingbaserede kapitalmodeller for vores erhvervsportefølje, og vi ser en indikation af, at det vil være påkrævet med en yderligere konservatisme,« siger Frank Vang-Jensen.

Bankens tilbagekøb af egne aktier er derfor sat i bero.

»Vi har følt, at det var rigtigt at holde pause, indtil vi kender det endelige resultat af vores kommunikation med ECB, som vi har forståelse for, først vil blive meldt ud i 2027,« siger Frank Vang-Jensen.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.