Det kunne rive tæppet væk under branchen. Men ingen p-selskaber har mistet afgørende adgang
Alligevel svarer p-selskab ikke på, om det vil stoppe udskældt praksis, og Thomas Danielsen er rasende.
Ministrene slog det stort op.
Thomas Danielsen (V) opfordrede danskerne til at indsende sager, hvor p-selskaberne – ifølge dem – havde eftersendt opkrævninger i strid med reglerne, og hans ministerium oprettede endda en særlig mailadresse til formålet.
Sagerne skulle videresendes til Motorstyrelsen under Skatteministeriet og ministerkollega Ane Halsboe-Jørgensen (S).
Hvis embedsfolkene her vurderede, at et p-selskab gentagne gange havde brudt dets aftale med styrelsen ved at bruge Motorregistret til at eftersende opkrævninger, kunne de fratage det adgangen.
Uden adgang kan p-selskaberne ikke håndhæve, at folk faktisk betaler deres p-bøder.
Det var en potentiel bombe under p-branchen.
Siden har der været folketingsvalg, to andre politikere har indtaget ministertaburetterne, og Venstre er ude af regeringen.
Og først nu har Motorstyrelsen truffet beslutning om p-selskabernes fremtid:
Ingen er blevet udelukket, skriver styrelsen til Jyllands-Posten.
»Jeg er mildest talt fuldstændig paf,« siger Thomas Danielsen.
Gøre livet surt
Tilbage i december var de to ministre godt trætte af visse p-selskaber.
Seks måneder forinden havde Thomas Danielsen ændret bekendtgørelsen for at sætte en stopper for de såkaldte »usynlige bøder«. Altså dem, der udspringer af p-selskabernes brug af kameraregistrering.
Men p-selskaberne begyndte blot at eftersende andre slags opkrævninger – i nogle tilfælde med høje gebyrer – og de fik bilisternes oplysninger gennem Motorregistret.
Det måtte de ikke, mente regeringen:
Registret skulle udelukkende bruges til at eftersende kontrolafgifter, ikke diverse opkrævninger.
I medierne sammenlignede Thomas Danielsen nogle af selskaberne med rockere og bondefangere, og han advarede om, at deres metoder ville få konsekvenser.
Derfor tog regeringen den særlige mailadresse i brug.
»Jeg kan godt gøre livet surt for de private parkeringsselskaber,« sagde ministeren til Jyllands-Posten.
Ane Halsboe-Jørgensen var enig:
»Hvis man ikke overholder reglerne, er det fair, at nogen kommer efter en,« lød det.
Og et par måneder senere stod det klart.
Mente det alvorligt
Fra talerstolen i Folketinget fortalte Thomas Danielsen, at der var tre store syndere:
Oparko, Apcoa og Avantpark.
Tilsammen stod de for to tredjedele af de klager, ministeriet havde modtaget, lød det.
Og i foråret så det ud til, at Motorstyrelsen mente det alvorligt. I hvert fald havde p-selskabet Oparko fået et partshøringsbrev.
Styrelsens embedsfolk havde foreløbigt vurderet, at Oparko burde få fjernet sin adgang, stod der.
Begge ministre var dengang tilfredse med meldingen.
Men tilsyneladende er p-selskabet og styrelsen nået til enighed.
Oparko er i hvert fald ikke blevet udelukket.
I et skriftligt svar til Jyllands-Posten skriver Motorstyrelsen:
»Motorstyrelsen har for nuværende ikke fundet grundlag for at inddrage parkeringsselskabers terminaladgange til Motorregistret på baggrund af de henvendelser, som styrelsen har modtaget fra By-, Land- og Transportministeriet samt de fra selskaberne indhentede oplysninger.«
Dog er styrelsen ved at se på »administrationen af området herunder tiltag, der skal sikre klarere regler for virksomhedernes brug af terminaladgang til Motorregistret samt konsekvenser, hvis reglerne ikke overholdes.«
Styrelsen har afvist at svare på Jyllands-Postens opfølgende spørgsmål.
Thomas Danielsen forstår det ikke.
»Og jeg forstår slet ikke, at man vil holde hånden over de her brodne kar i parkeringsbranchen.«
Det må betyde, at man politisk har skiftet retning, mener han.
Kan styrelsen ikke blot være kommet frem til det resultat uden politisk indblanding?
»Såfremt parkeringsselskaberne i partshøringen har kunnet tilbagevise, at adresseoplysningerne på parkanterne til alle de ulovligt udstedte bøder, Transportministeriet oversendte til Motorstyrelsen, er fundet på anden vis end via nummerpladeregistret, så jo,« siger han og henviser til de mange sager, hans ministerium modtog på den særlige mailadresse.
»Men det finder jeg ikke realistisk.«
Ellers har styrelsen »autonomt« sat en ny politisk kurs uden skatteminister Jakob Engel-Schmidt (M), siger Thomas Danielsen, men det finder han heller ikke realistisk.
»Det kan ikke være andet end en politisk beslutning, når man pludselig vælger at droppe den linje, som den tidligere regering har kørt.«
Det var også en hård linje, erkender han, og den kunne ødelægge p-selskabernes forretning.
»Men det var hele pointen,« siger han og tilføjer:
»Der var ikke flere chancer. Vi var overbeviste om, at det ville stoppe det øjeblik, den første terminaladgang til Motorregistret blev inddraget.«
Om det er rigtigt, finder vi altså ikke ud af.
P-selskab vil ikke svare
Men Jyllands-Posten har spurgt Dan Kirk, som ud over at være direktør i Avantpark også er formand for Brancheforeningen for Fremtidens Parkeringsløsninger, om det nu er slut med at bruge registret til at eftersende andre opkrævninger end kontrolafgifter.
Altså den praksis, der førte til, at regeringen oprettede den særlige mailadresse i første omgang.
Men det vil han ikke svare på.
I et skriftligt svar hilser han til gengæld styrelsens melding »velkommen«, for adgangen til registret har stor betydning for branchen.
»Vi glæder os samtidig over, at de første skridt er taget mod en konstruktiv dialog med politikerne,« lyder det.
Ifølge advokat hos FDM Michael Ern Nielsen ser det skidt ud, at Dan Kirk ikke vil svare på Jyllands-Postens spørgsmål.
»Det er højst bekymrende, at Dan Kirk ikke vil anerkende, at de ikke vil anvende Motorregistret til at eftersende opkrævninger, og det skaber en utryghed om, hvorvidt parkeringsselskaberne overholder reglerne, på trods af dialogen med Skatteministeriet,« siger han.
Hvis p-selskaberne fortsætter deres gamle praksis, bør de udelukkes, lyder det.
Næste kampplads
Men Michael Ern Nielsen går ud fra, at styrelsens melding betyder, at den har fået styr på p-selskaberne – selv hvis Dan Kirk ikke vil svare.
»Hvis Motorstyrelsen, altså Skatteministeriet, har sørget for, at de nu overholder reglerne, så behøver selskaberne ikke blive udelukket.«
Men mens styrelsen har sagsbehandlet, har der været flere eksempler på sager, hvor p-selskaber har brugt registret i strid med reglerne?
»Det er der ikke nogen tvivl om,« siger han:
»Men den her besked fra styrelsen betyder forhåbentlig, at den har banket selskaberne på plads.«
Og så er det positivt, at Motorstyrelsen vil sikre klare regler og retningslinjer, mener han.
»Sådan så de ikke er til at misforstå og ikke er til at hugge i. Fordi man som parkeringsselskab ikke skal kunne eftersende opkrævninger med hjælp fra det offentlige via opslag i registret.«
Men han har et par bekymringer:
Alt for mange danskere har betalt kontrolafgifter og opkrævninger, de ikke burde være pålagt, og de bør have mulighed for at få pengene igen, mener han:
»Hvor lang tid tager det at få ryddet op i det her? I mellemtiden bliver de opkrævninger forældede, og så kan folk ikke gå tilbage og forsøge at retsforfølge dem.«
Derfor bør det offentlige forlænge forældelsesfristen, lyder det.
»Vi skal lige huske, at folk har fået taget deres penge, fordi nogle selskaber har været lidt for kække.«
Og så hans anden bekymring:
»Hvad bliver den næste kampplads? Lad os for sjovs skyld sige, at det rent faktisk passer, at p-selskaberne ikke længere vil eftersende. Udfordringen er ikke reglernes udformning, men selskabernes opfindsomhed,« siger han:
»Så hvor skal vi slås henne næste gang?«
Det har grundet efterårsferie ikke været muligt at få en kommentar fra nuværende skatteminister Jakob Engel-Schmidt (M) eller departementet.