Ny lov varsler bøder på op mod 100.000 kr.: Sådan vil regeringen ramme skyggehoteller
Efter at Jyllands-Posten har afsløret adskillige skyggehoteller, kommer nu »markant hårdere lovgivning«.
Nu kommer den: Loven, som skal gøre op med skyggehoteller og ulovlig udlejning.
Efter at Jyllands-Posten har afsløret, hvordan der systematisk spekuleres i ulovlig lejlighedsudlejning bl.a. via Airbnb og Booking.com, er en ny og »markant hårdere lovgivning« netop sendt i høring.
Det siger by-, land- og transportminister Signe Munk (SF) til DR.
Med den nye lov vil der kunne gives bøder på fra 5.000 og op til 100.000 kr. pr. lejlighed til virksomheder og udlejere, der overskrider det tilladte antal udlejningsdage, fremgår det af lovforslaget.
Dertil kommer en bøde på 50.000 kr. pr. år, hvis der er tale om skyggehoteller.
Myndighederne skal derudover kunne kræve af udlejningsplatforme, at de udleverer oplysninger om eksempelvis antallet af udlejningsdage.
Endelig lægger loven op til, at platformene kan få påbud om at blokere for bookinger eller fjerne annoncer i tilfælde af regelbrud.
Allerede i januar indgik den daværende regering en politisk aftale med alle partier i Folketinget – undtagen Borgernes Parti – om at slå ned på ulovlig udlejning. Aftalen indeholdt alle punkterne i det aktuelle lovforslag.
Signe Munk bekræftede i juni over for Jyllands-Posten, at den nye regering netop står bag den politiske aftale.
Erhvervsorganisationerne Dansk Erhverv og Horesta har tidligere opfordret til, at man indfører registreringspligt for dem, der korttidsudlejer gennem platforme. Det skulle således være lovpligtigt at registrere, hvor mange dage man udlejer sin lejlighed på Airbnb. Dermed vil myndighederne kunne registrere det, hvis nogen udlejer mere end de 70 dage, det er tilladt som privatperson at udleje i Danmark.
Den tidligere minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V) oplyste dog til Folketinget, at et nyt it-system til en indberetningspligt ville være både besværligt og dyrt at indføre.
Lovforslaget lægger da også kun op til, at udlejere har oplysningspligt. Med andre ord: Hvis de bliver spurgt, skal de svare.
Jyllands-Posten har i en artikelserie afdækket, at der blev drevet 170 såkaldte skyggehoteller rundt om i København. Virksomheden Nest Collection foretager således korttidsudlejning af helårsboliger via Airbnb og Booking.com.
Ifølge DR-programmet ”Kontant” opererer Nest Collection nu også i Aarhus, hvor virksomheden korttidsudlejer syv lejligheder. Lejligheder, som skulle have været studieboliger.