Fortsæt til indhold
Erhverv

DSB's udgifter til rejsetidsgaranti er mere end fordoblet i år

DSB har udbetalt 67 millioner kroner til forsinkede passagerer i år, viser nye regnskabstal.

/ritzau/

Hvis man rejser med DSB og ender med at blive mere end 30 minutter forsinket, kan man få et økonomisk plaster på såret i form af den såkaldte rejsetidsgaranti.

Det benyttede en hel del rejsende sig af i første halvår, hvor togdriften var ramt af forsinkelser på stribe som følge af sporarbejder, hårdt vintervejr, signalfejl og andre forstyrrelser.

Ifølge regnskabet for første halvår af 2026 udbetalte DSB således kompensation i størrelsesordenen 67 millioner kroner.

Det er 39 millioner kroner mere end i samme periode sidste år, og der er således tale om mere end en fordobling.

Rejsetidsgarantien sikrer, at passagerer kan få udbetalt en vis procentdel af rejsens pris, afhængigt af hvor meget de er forsinkede.

Er forsinkelsen på en halv time eller mere, lyder kompensationen på en ny billet til samme strækning. Man kan også få udbetalt 50 procent af billetprisen.

En times forsinkelse udløser en erstatning på 75 procent af rejsens pris, ligesom man også kan få refunderet udgifter til mad og drikke på op til 75 kroner.

Er man mere end 90 minutter forsinket, får man hele billetprisen erstattet.