EU godkender Arlas storfusion med tysk og hollandsk koncern
Sidste år meldte Arla, at man ønskede at fusionere, og torsdag godkendte EU endegyldigt beslutningen.
EU-Kommissionen godkender torsdag, at mejeriselskabet Arla Foods fusionerer med det tyske selskab DMK og det hollandske andelsselskab DOC.
Det oplyser EU-Kommissionen ifølge Reuters.
I april sidste år skrev Arla i en pressemeddelelse, at man vil fusionere med det tyske mejeriselskab DMK Group, der er Tysklands største andelsmejeri.
Først nu godkender EU beslutningen. Ifølge EU vil en fusion ”ikke i væsentlig grad” mindske konkurrencen inden for indkøb af råmælk og mejeriprodukter i Europa.
DMK Group forarbejder årligt 5,3 milliarder kilo mælk mod Arlas mælkemængde på 13,7 milliarder kilo årligt.
DMK består af omkring 4000 mælkeproducenter, mens Arla består af over 7000, skriver EU-Kommissionen i en erklæring. Hollandske DOC er noget mindre og består af 600 mælkeproducenter i Holland og Tyskland.
Fusionen vil skabe Europas største andelsmejerikoncern.
Med godkendelsen af fusionen vil virksomhederne have en kombineret mælkepulje på 19,4 milliarder kilo årligt og en anslået omsætning på over 20 milliarder euro, skriver Arla Foods i en pressemeddelelse.
Koncernen skal videreføres under Arlas navn.
Hovedkvarteret kommer også til at ligge i Viby J ved Aarhus, hvor Arla Foods i forvejen har sit hovedsæde.
Jan Toft Nørgaard, bestyrelsesformand for Arla Foods, kalder det en ”skelsættende dag” for både andelsselskaberne og Europas fødevareproduktion.
- Sammen kan vi sikre den nødvendige skala, langsigtede økonomiske robusthed og investeringskapacitet, der kræves for at bidrage til en stærk fødevaresektor, siger han i pressemeddelelsen.
Integrationsprocessen i fusionen ventes at begynde 1. juni 2026. Indtil da vil selskaberne fortsætte med at operere som uafhængige enheder.
DMK Group og Arla Foods samarbejder allerede i det fælles selskab Arnoco, der laver valle fra osteproduktion om til valleprotein og laktose.
Arla Foods er selv resultat af den fusion, der blev indgået mellem danske MD Foods og svenske Arla for 25 år siden.
Sidenhen har selskabet igennem opkøb etableret sig i blandt andet Storbritannien, Tyskland og Benelux-landene, ligesom man også eksporterer mælkeprodukter til Mellemøsten og Asien.
Arla står blandt andet bag mærkerne Lurpak, Buko, Puck og Cheasy.
DMK står for Deutsches Milchkontor og er også resultatet af en fusion. I 2011 blev Nordmilch og Humana Milchindustrie lagt sammen og dannede Tysklands største mejerikoncern.