Fortsæt til indhold
Erhverv

Gang i prisrouletten: Billig el – hvis du holder tungen lige i munden

Når solen skinner, har elkunderne ofte kronede dage. Bagsiden af medaljen er, at elpriserne svinger mere end nogensinde.

Strøm til stort set ingen penge. Det er meldingen fra energikoncernen OK, der lover en lukrativ pinse for især elbilejere på jagt efter næsten gratis strøm.

Der er dog én vigtig detalje, som afgør, om pinsen byder på billige køreture eller en hundedyr oplevelse.

I skyggen af en voksende udbygning med sol- og vindenergi har elmarkedet nemlig udviklet sig i en retning, som betyder store – nogle dage kæmpe – udsving i elpriserne.

Siden årsskiftet har børsprisen på el igen og igen svinget mere end 1,00 kr. i løbet af et døgn, og siden USA og Israel angreb Iran den 28. februar, er store prisudsving blevet en indgroet del af elmarkedet.

Alligevel tøver OK ikke med at kridte banen op til besparelser for landets 2,8 mio. almindelige elkunder.

»Vejret tilsmiler elkunderne i pinsen. Og det ser ud til at fortsætte det meste af næste uge takket være masser af sol og også en del vind,« fastslår produktchef Troels Skipper.

Mange elselskaber tilbyder i dag kunderne at følge med i elpriserne time for time, ligesom det er blevet almindeligt at løfte sløret for forventningerne til elprisernes udvikling flere dage frem.

Det gælder også energikæmpen Norlys Energi.

Her lyder det, at kunder vest for Storebælt de kommende dage kan forvente alt fra negative elpriser – altså gratis el - til priser tæt på 2,00 kr.

Før energikrisen i 2022-2023 ville markedspriser på 2,00 kr. have fået aktører i elbranchen til at tale om ren prispanik. Sådan er det ikke længere.

Oveni markedsprisen kommer transporttillæg til Energinet og det lokale elnetselskab, elafgift, et eventuelt spottillæg, abonnementer og moms.

Fredag betyder det f.eks., at elkunder i Norlys Energi står til at betale 2,72 kr. for en kilowatt-time (kWh), hvis de bruger strøm i tidsrummet kl. 20-21.

Først på eftermiddagen ligger prisen omkring 0,15 kr.

For de omkring 70 pct. af danskerne, som har valgt et elprodukt, hvor forbrugerprisen svinger i takt med markedsprisen på elbørsen, handler det derfor om at finde det helt rigtige tidspunkt til at tænde på stikkontakten.

Tidligere var rådet til elkunder at tænde for vaskemaskinen og sætte elbilen til opladning om natten.

Det har enorme mængder solenergi vendt op og ned på. I hvert fald i sommerhalvåret.

Nu lyder det: »Der er altså rig mulighed for at oplade elbilen til stort set ingen penge de kommende dage, hvis man udnytter de solrige middagstimer,« siger Troels Skipper.

Et kig på elpriserne i maj understreger, at mens elprisen midt på dagen typisk er i bund, kan opladning om natten blive en dyr affære.

Til gengæld kan elkunder glæde sig over, at elnetselskabernes transporttillæg – de såkaldte nettariffer – er billigere om natten.

I Norlys Energi er nettariffen 33 pct. lavere i nattetimerne sammenlignet med prisen midt på dagen.

I Andel-ejede Cerius og Radius, der dominerer elforsyningen på Sjælland og øerne, er nettariffen i nattetimerne omkring 0,11 kr. plus moms. Midt på dagen ligger den omkring 0,16 kr.