Fortsæt til indhold
Erhverv

Novo nedlægger internt klimaråd i stilhed: »I bund og grund fjerner de jo en kritisk sparringspartner«

Mens Novo Nordisks udledninger fortsætter med at stige, har medicinalgiganten i al ubemærkethed nedlagt det klimaråd, der i 2022 blev lanceret for at accelerere selskabets bæredygtighedsindsats. Eksperter ser det som et signal.

Da Novo Nordisk i 2022 lancerede et klimaråd med »verdensførende eksperter«, var ambitionen klar: Medicinalgiganten ville styrke arbejdet med grøn omstilling og lade sig udfordre udefra.

»Vi er nødt til at accelerere vores bæredygtighedsindsats,« lød det i en video på Novo Nordisks LinkedIn, hvor tidligere kommerciel direktør Camilla Sylvest udtalte:

»Bæredygtighed er kernen i Novo Nordisk, men sætter vi barren højt nok? Vi har besluttet, at vi har brug for et friskt perspektiv på tingene og har bedt ti eksperter inden for miljømæssigt og socialt ansvar om at udfordre os.«

Den udfordring har Novo Nordisk tilsyneladende ikke længere brug for. Det til trods for, at medicinalkæmpens udledning fortsætter med at stige – og uden umiddelbar udsigt til at falde.

I hvert fald har Novo Nordisk ifølge Finans’ oplysninger i al stilhed nu nedlagt klimarådet – det såkaldte Sustainability Advisory Council – og dermed vinket farvel til de klima- og bæredygtighedseksperter, der skulle udfordre selskabet.

Beslutningen vækker undren blandt klimaeksperter. De ser det som et signal om et Novo Nordisk, der er mindre åbent for udefrakommende input til, hvordan selskabet løser sin voksende klimahovedpine.

»I bund og grund fjerner de jo en kritisk sparringspartner,« siger Henrik Skou Hansen, adjunkt og ekspert i ESG-rapportering på Erhvervsakademi København.

Nedlæggelsen indikerer ifølge ham, at Novo Nordisk i højere grad ønsker selv at sætte retning og tempo for arbejdet med klima og bæredygtighed.

»Når man fjerner en synlig governance-struktur på klimaområdet, kan det skabe spørgsmål om, hvilken prioritet området fremover får organisatorisk.«

Henrik Skou Hansen suppleres af Steen Vallentin, der er lektor i bæredygtighed og ledelse på Copenhagen Business School (CBS). Han ser et Novo Nordisk, der øjensynligt har haft svært ved at følge egne bæredygtighedsambitioner i takt med den eksplosive vækst.

»Det sender et signal om, at klimadagsordenen er lidt presset,« siger Steen Vallentin.

Novo Nordisk bekræfter over for Finans, at klimarådet ved indgangen til 2026 blev nedlagt, men afviser, at det skulle være udtryk for lavere klimaambitioner:

»Beslutningen afspejler en periode med forandring i Novo Nordisk, men det er vigtigt at understrege, at vores engagement i bæredygtighed er uændret,« lyder det i en skriftlig kommentar fra selskabet.

Novo Nordisk har tidligere omtalt det eksterne klimaråd i store vendinger.

Da rådet for nu fire år siden blev etableret, lød det bl.a., at målet var at sikre, at arbejdet med bæredygtighed ikke blot blev et sideprojekt, men en integreret del af Novo-forretningen.

Daværende topchef Lars Fruergaard Jørgensen forklarede, at rådet skulle presse selskabet til at tænke bredere og mere langsigtet, når det kom til bæredygtighed. Og tidligere bæredygtighedschef Katrine DiBona pegede på, at rådet skulle fungere som en strategisk sparringspartner i arbejdet med komplekse globale udfordringer såsom CO2-udledning og plastikforbrug.

Budskabet fra Novo Nordisk var grundlæggende, at ingen virksomhed kan løse problemerne alene.

»At få ekstern sparring på, hvordan vi kan flytte nålen på disse områder, er afgørende,« skrev Katrine DiBona i et LinkedIn-opslag i 2023.

Netop derfor undrer det heller ikke lektor Steen Vallentin, at Novo Nordisk nu har lukket klimarådet uden at gøre et større nummer ud af det offentligt.

»Det ser jo ikke supergodt ud – især ikke, når man som Novo ikke er i nærheden af at komme i mål med sine klimamål, fordi man har vækstet ad Pommern til,« siger Steen Vallentin.

Han henviser til, at Novo Nordisks ambitiøse klimamål de senere år er blevet udfordret af selskabets massive vækst, som har sendt CO2-udledningerne markant op.

Dermed illustrerer Novo Nordisk ifølge lektoren et klassisk problem i den grønne omstilling, nemlig at en virksomhed kan arbejde nok så meget for at blive energieffektiv, men det samlede klimaaftryk vil stadig stige, hvis forretningen vokser eksplosivt.

Steen Vallentin ser da også Novos nedlæggelse af rådet som symptomatisk for den udvikling, man ser blandt andre større virksomheder, nemlig at man skruer ned for nogle af de ambitiøse klimamålsætninger.

»Det er en generel tendens, vi ser – også blandt store danske virksomheder: Fokus har ændret sig,« siger Steen Vallentin.

Novo Nordisk understreger, at arbejdet med at adressere klimaforandringerne fortsat er en strategisk forretningsprioritet trods nedlæggelsen af klimarådet.

»Vi fortsætter med at være guidet af vores triple bottom line-princip, og vi fastholder høje ambitioner på tværs af vores bæredygtighedsprioriteter under virksomhedens nuværende ledelse,« skriver Novo i en skriftlig kommentar.

Begrebet triple bottom line dækker over, at Novo Nordisk ikke kun måler succes ud fra økonomiske nøgletal, men også ud fra selskabets påvirkning på mennesker og miljø. Den tredobbelte bundlinje er integreret i forretningsstrategien, drift og den langsigtede beslutningstagning, oplyser Novo:

»Vi er en global sundhedsvirksomhed med betydelig vækst og er derfor bevidste om, at vores samlede udledninger er steget. Vi vil fortsat investere i at reducere miljøpåvirkningen fra vores drift og værdikæde, mens vi arbejder mod at nå vores klimamål. Vi anerkender, at dette er en kompleks og vedvarende udfordring.«

Medicinalgiganten oplyser videre, at selskabet fortsat vil »engagere« sig med eksterne interessenter og forbliver »åben for fremtidigt samarbejde«, selv om ekspertpanelet er blevet nedlagt.

»Vi forstår, at ændringer i ledelsesstruktur kan give anledning til spørgsmål, men nedlæggelsen af Sustainability Advisory Council skal ikke fortolkes som en nedprioritering af bæredygtigheds- eller klimaindsatsen. Tværtimod er det vores ambition at integrere bæredygtighed endnu tættere i kernen af forretningen og sikre ansvarlighed på tværs af organisationen og ledelsen,« skriver Novo Nordisk.

På Erhvervsakademi København vil Henrik Skou Hansen ikke gøre sig til dommer over, om nedlæggelsen af Novos eksterne klimaråd er udtryk for slækkede ambitioner. Han understreger dog, at beslutningen ikke nødvendigvis behøver at være negativ for selskabets klimaindsats.

»Hvis det bakkes op af en større kursændring, hvor klimaområdet f.eks. integreres i den overordnede strategi, kan det sagtens være et udtryk for en anden organisatorisk tilgang snarere end lavere ambitioner,« siger han.

Og hvis det ikke er tilfældet:

»Så kan det helt åbenlyst opfattes som problematisk,« siger Henrik Skou Hansen.

Det er uklart, hvem der til slut var medlem af Novo Nordisks klimaråd.

Prominente danske klimaprofessorer som Andreas Rasche fra CBS og Katherine Richardson fra Københavns Universitet var dog medlemmer af rådet. Den tidligere amerikanske sundhedsminister Donna E. Shalala og Seth Schultz, chef for klimakonsulenthuset Urban Breakthroughs, har ligeledes været medlemmer.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.