Virksomheders tillid til myndigheder i krisesituationer krakelerer
En ny analyse giver nu et indblik i en krakeleret tillid til danske myndigheders krisehåndtering. Hos Villa Copenhagen føler adm. direktør sig efterladt i uvished om, hvad han kan forvente – og hvad der forventes af ham.
Mens adm. direktør Peter Høgh Pedersen fremviser Villa Copenhagens solbeskinnede poolterrasse, gemmer der sig en mørk bekymring under den afslappede overflade.
Hotellet i Indre København havde i fjor en bruttofortjeneste på lidt over 140 mio. kr. Hvis en krise lukker for strøm eller varme, risikerer det dog på et splitsekund at falde til jorden. I værste tilfælde rammer det luksushotellets omdømme.
Lige nu er han efterladt uden klart at vide, hvad der forventes af ham i en nødsituation – og hvad han kan forvente af myndighederne.
»Folk kommer herind og betaler en høj pris, fordi de har tillid til, at vi kan levere. Hvis vi har uvished om, hvad der sker, hvis vi bliver afkoblet, har vi jo et vanvittigt stort problem,« siger Peter Høgh Pedersen, der lever af at »sælge senge, kopper kaffe og fine omgivelser«.
»Men hvis det er med lyset slukket og uden vand og ressourcer til at sende sengetøjet til vask, falder hele forretningsgrundlaget fra hinanden.«