Amerikanere på oliejagt i Grønland: Første boring er planlagt i år
Amerikansk Nasdaq-selskab vil bore efter 13 mia. tønder olie i det nordlige Grønland, der potentielt er hjemsted for en af verdens største oliereserver.
Der går ikke mange øjeblikke fra propelflyet rammer grusbanen, til de første midaldrende mænd er ude af kabinen.
»Et smukt sted,« bemærker en af amerikanerne i videoklippet, der er lagt på Linkedin.
Videoen følger syv forretningsmænd, der er taget til Grønland for at »forstå logistikken«. De er på en mission om at opføre en boreplatform på Grønlands østkyst i jagten på et af verdens største uudnyttede oliedepoter.
’Greenland Airports’ fremgår det af skiltet på det ensomme anlæg bygget af US Atlantic Richfield Company (ARCO), der havde licens til olieboring i 80’erne.
De gav op.
Men det vil amerikaneren og oliemanden Robert B. Price ikke.