Fra børsnotering på 1,7 mia. kr. til konkurs på fem år: Hvad gik der galt hos Aquaporin?
En lovende teknologi førte aldrig til et kommercielt gennembrud, selvom den danske startup Aquaporin var i gang i 21 år. Det skyldes især en branche, som er ekstremt svær at bryde igennem i, vurderer brancheeksperter, som har fulgt Aquaporin.
»Investér i rent vand – jordens vigtigste ressource. Bliv medejer af Aquaporin.«
Sådan lød det på forsiden af det prospekt, som Aquaporin sendte ud før sin børsnotering i juni 2021. Den lille startup inden for vandrensning med dengang 74 ansatte var ikke på vej på First North-børsen, men den store hovedbørs i København.
Det var med tunge investorer som Danske Bank, Mikael Goldsmith og kinesiske InterChina Water Treatment i ryggen. Op til børsnoteringen havde industrigiganten Haldor Topsøe og it-rigmanden Morten Ersbøll Ebbesen sammen med andre investorer givet tilsagn om at købe aktier for i alt 250 mio. kr.
Alle aktierne blev solgt, og med ét slag var Aquaporin blevet 1,7 mia. kr. værd, mens der var kommet en halv mia. ind på kontoen. Økonomisk benzin til det væksteventyr, som Aquaporin stillede i udsigt. Og som skulle dække underskuddene, indtil der var et kommercielt gennembrud og sorte tal på bundlinjen.
Er du interesseret i teknologiens verden? Skriv dig op til nyhedsbrevet Finans Tech her.
Men allerede den første dag begyndte aktien at falde. Og fire et halvt år senere havde Aquaporin stadig ikke et overskud, mens lysten hos aktionærerne til at skyde flere penge ind i selskabet var forduftet. Aktiekursen var tæt på nul, pengekassen var tom – og Aquaporin gik konkurs i slutningen af januar.
Hvad gik der galt?
Hvordan kunne Aquaporin efter 21 års arbejde med en ny og meget lovende teknologi ikke få hul igennem til kunderne? Faktisk mistede selskabet kunder undervejs, som det skete i 2024, hvor Aquaporin måtte nedjustere kraftigt og dermed fik negativ vækst, fordi den dengang største kunde skar kraftigt ned på sine køb.
Finans har talt med flere internationale eksperter samt tidligere ansatte, som ikke ønsker at stå frem med navn.
De fortæller samstemmende om store ambitioner og lovende teknologi – men en kommerciel strategi, der fejlede.